I årevis har danske landmænd fået at vide, at de blot skulle have tillid til processen.
Vi blev forsikret om, at hvis vi leverede vores del af den grønne trepart, hvis vi afgav jord, accepterede nye byrder og indgik kompromiser, så kunne vi fortsætte med at producere på resten af vores arealer.
Nu smuldrer fortællingen.
Den seneste prognose for kvælstofudledningen afslører, at hele grundlaget under den kommende kvælstofregulering langt fra har været så sikker, som politikerne, embedsværket og flere af landbrugets egne repræsentanter har givet indtryk af.
Tværtimod ændrer forudsætningerne sig markant fra den ene prognose til den næste, og konsekvenserne for den enkelte landmand kan være enorme.
Det er, ud over et administrativt problem, et svigt - og ikke kun et svigt fra statens side af.
Bæredygtigt Landbrug har gennem flere år advaret om, at reguleringen hviler på et fejlagtigt fagligt grundlag. Kritikken blev afvist.
Bekymringer blev affejet. Landmænd, der stillede spørgsmål, blev beskyldt for at overdrive. Nu begynder flere af de samme aktører, der har siddet helt tæt på forhandlingerne, selv at udtrykke bekymring.
Spørgsmålet er derfor uundgåeligt: Hvor var de, da aftalen blev indgået?
Det gælder ikke mindst Landbrug & Fødevarer. Som erhvervets største organisation havde de et ansvar for at sikre, at aftalen hvilede på et solidt fagligt og juridisk fundament.
Hvis det er korrekt, at grundlaget nu viser sig at være så usikkert, som kritikken peger på, må man spørge, om organisationen i tilstrækkelig grad udfordrede og efterprøvede beregningsmodellerne, de juridiske forudsætninger og de faglige konsekvenser, før den gav sin opbakning.
Når en ny prognose kan ændre vilkårene markant fra den ene dag til den anden, rejser det et principielt spørgsmål: Er det fagligt og juridisk forsvarligt at regulere virksomheder på baggrund af modeller, der løbende ændres?
Retssikkerhed kræver forudsigelighed. Lovgivning kræver, at borgere og virksomheder kan vide, hvilke regler de er underlagt. Hvis rammerne ændres, hver gang en model opdateres, bliver reguleringen reelt et bevægeligt mål.
Ansvaret kan ikke længere skubbes videre.
Den grønne trepart blev præsenteret som en historisk aftale. Hvis det viser sig, at centrale forudsætninger ikke holder, må ansvaret også placeres.
Hos politikerne, embedsværket og ikke mindst hos de organisationer, der med deres underskrift var med til at legitimere aftalen. Det er ikke et nederlag at erkende fejl. Det virkelige nederlag er at fastholde et system, hvis faglige og juridiske fundament viser sig at være utilstrækkeligt.
For det handler ikke længere kun om kvælstof. Det handler om retssikkerhed samt om tilliden til myndighederne og om fremtiden for et helt erhverv, der producerer noget af det mest fundamentale, et samfund overhovedet har brug for: fødevarer.
