Der er meget forvirring omkring de nye udledningsbegrænsninger, som skal erstatte de nuværende kvælstofkvoter - og med god grund.
Desværre ignorerer man elefanten i model-rummet fuldstændig: at den udvaskningsmodel, der ligger til grund for den enkelte marks udledning, og som altså danner grundlaget for den planlægning som landmændene skal dyrke deres afgrøder efter, er fuldstændig uegnede til den slags detail-styring!
For det første er modellerne lavet ud fra udvaskningsmålinger, der i mange tilfælde er mere end 30 år gamle - metoder og dyrkningssystemer er altså ændret radikalt siden da i mange tilfælde. Så tallene er grundlæggende forældede.
For det andet tager modellerne ikke hensyn til kvælstoftypen, selv om alle landmænd og konsulenter ved, at udvaskningsrisikoen for nitrat og ammonium er meget forskellig.
For det tredie tager modellerne ikke hensyn til udbringningsmetoden, selv om det siger sig selv at udvaskningsrisikoen for for eksempel bladgødninger og jordudbragte gødninger er meget forskellige.
For det fjerde tager modellerne ikke hensyn til udbytterne, selv om det jo er indlysende, at en landmand, der bruger 200 kg N på sin hvedemark, naturligvis vil have meget forskellig udvaskningsrisiko, alt efter om han høster 8, 10 eller 12 tons.
For det femte, så mangler der udvaskningstal for en lang række afgrøder. Her gætter man altså! Og nye afgrøder har reelt ingen tal heller. Så det bliver også gætværk.
Og for det sjette og måske mest graverende, selv hvis vi ignorerer alle disse mangler, så viser modellerne, når de holdes op imod de målinger, man trods alt har, at modellernes evne til at forudse udvaskningen har en usikkerhed på mindst 200 procent!!
En mark der i henhold til modellerne påduttes en udvaskning på for eksempel 190 kg, kan i virkeligheden have haft en på 80 kg!
Det svarer til at politiet stopper dig i din bil, og giver dig en bøde, fordi deres modelberegning sagde, at din bil havde kørt 190 km/t, men i virkeligheden kørte du 80. Det holder jo overhovedet ikke - hverken i retten eller i fornuftens verden.
Og hvad endnu værre er - for det bliver værre endnu - så skal man til den usikkerhed også lægge retentions-usikkerheden. Som kan være mindst lige så stor.
Det er simpelthen en ommer.
På figuren herunder ses: en aktindsigt fra januar, hvor jeg fik udleveret prediktions-tallene for udvaskningsmodellen og plottede dem op imod de målte tal. Skulle modellen give bare nogenlunde mening i forhold til at styre efter, burde alle punkterne ligge inden for de to gule streger (10 procent usikkerhed), men de holder sig ikke engang indenfor 200 procent usikkerhedens stregerne.






