CapaSeed er en ny liftophængt bom til montering af så- og rækkerensesektioner med sensorer på bommen. Dermed kan så- og rensesektionernes individuelle højde reguleres, når der køres i kuperet terræn.

CapaSeed er kåret som en tostjernet nyhed på Agromek 2016, hvor den præsenteres af Agro Intelligence.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CapaSeed-rammen består af fem bom-sektioner med op til 12 meters arbejdsbredde. En centerbom som kan monteres med GPS kontrollerede styrediske, to mellembomme hvorpå støttehjulene er monteret, og to yderbomme, der varierer i længde afhængig af den ønskede arbejdsbredde.

På hver af CapaSeeds to mellem- og to yderbomme er der ultralydshøjdesensorer til at sikre fleksibilitet ved kuperet terræn, derved kan så- og rensesektionernes individuelle højde reguleres elektronisk i forhold til markens beskaffenhed.

CapaSeed gør det muligt at så og rense i korn ved eksempelvis 20 eller 25 centimeters rækkeafstand.

Den nyudviklede ramme kan også anvendes til rensning i majs eller andre rækkeafgrøder med mulighed for såning af efterafgrøder. CapaSeed har endvidere så lav en egenvægt og trækkraftbehov, at traktorer i størrelsen 120-150 hk kan trække redskabet.

Agro Intelligence, standnr. M9540