Høj specialisering får Skjern Maskinforretning til at centrere deres servicemedarbejdere i Skjern-afdelingen. Beslutningen betyder et farvel til afdelingen i Varde.
- Vi er nødt til at tilpasse os tiderne. Jeg har løbende talt med flere af vores kunder og for dem betyder det mere, at der kommer den rigtige mand med de rigtige kompetencer ud til opgaven end afstanden, siger Kaj Pedersen, indehaver af Skjern Maskinforretning.
Målet for Skjern Maskinforretning er at styrke kundeoplevelsen uden at gå på kompromis med det lokale nærværd i Varde-området, lyder det fra Skjern.
Samlet har maskinforretningen 16 servicebiler, hvor de seks i dag hører under Varde-afdelingen.
- Vores kunder kommer ikke til at mærke forskel. Store dele af vores servicefolk bor mellem Skjern og Varde og kører ud hjemmefra. Tidligere havde kunderne mulighed for at hente reservedele i Varde, men vi kan fremadrettet levere varer to gange om dagen, så på den måde bliver det faktisk lettere for kunderne, siger Kaj Pedersen.
Varde-afdelingen åbnede tilbage i 2018, men lukker den 1. september. Beslutningen får hverken indflydelse på antallet af servicemontører eller antallet af biler.
Der er fuld bemanding i Varde hele juli og august og herefter kører montørerne fortsat dagligt i Varde-området. Det samme gælder for sælgerne, som fortsat kommer i området og står til rådighed for kunderne med rådgivning om både nye og brugte maskiner samt løsninger, der kan holde maskinerne kørende i hverdagen.
Den nye struktur betyder heller ikke de store ændringer i hovedsædet i Skjern.
- Vi har løbende udvidet med flere haller, så vi har en del plads at råde over til de flere servicebiler og medarbejdere, siger Kaj Pedersen.





