De fleste her til lands tager det som en selvfølge, at der er strøm i kontakten. Men med et stigende elforbrug, et mere presset elnet og en mere usikker verdenssituation kan det være en god idé allerede nu at begynde at overveje, hvordan bedriften skal klare sig, hvis strømmen pludselig forsvinder..
- Vi har været vant til, at strømmen altid er der. Men der er flere forhold, som peger på, at vi kan komme til at opleve flere strømafbrydelser i fremtiden. Derfor giver det god mening at tænke nødstrøm ind på bedriften, siger Peter Mark Nielsen, energirådgiver i Velas.
Store strømudfald
Særligt på bedrifter med husdyr kan konsekvenserne af et længere strømudfald være store.
- Ventilation, foderanlæg, malkerobotter og en lang række andre funktioner er afhængige af strøm. Derfor kan selv relativt korte afbrydelser skabe problemer, hvis man ikke er forberedt, siger Peter Mark Nielsen.
For mange husdyrsproducenter er der allerede krav om, at der skal være nødstrøm i dag, men her kan en udfordring være, at en generator ikke altid leverer stabil strømkvalitet, skriver Velas i en pressemeddelelse.
- Desuden skal den først findes frem og sættes til, inden der er strøm igen, og derfor kan et batteri et godt supplement til eksisterende anlæg, siger Peter Mark Nielsen.
Batterier som nødstrøm
Traditionelt har mange landmænd løst udfordringen med traktordrevne generatorer eller dieselgeneratorer.
Men udviklingen på batterimarkedet har ændret regnestykket markant.
- Batterier er faldet så meget i pris, at der på mange bedrifter allerede i dag er en god forretning i at investere i et batteri alene for at flytte strømforbruget fra dyre til billige timer, siger Peter Mark Nielsen.
Ifølge rådgiveren kan mange batterianlæg tjenes hjem på fire til seks år gennem besparelser på elregningen.
- Når du alligevel investerer i et batteri for at optimere energiomkostningerne, er det ofte ikke særlig dyrt at vælge en lidt større løsning og samtidig bruge en del af kapaciteten som nødstrøm, siger han.
Et batteri på f.eks. 300 kWh kan programmeres til altid at reservere en del af kapaciteten til nødsituationer.
- Du kan f.eks. vælge, at 100 kWh altid skal være til rådighed som nødstrøm. På den måde har du et beredskab stående klar, hvis strømmen forsvinder, forklarer Peter Mark Nielsen.
Bedre for moderne teknologi
For mange landbrug handler nødstrøm imidlertid ikke kun om at have strøm, men også om kvaliteten af strømmen.
Moderne landbrug er fyldt med følsom elektronik, som stiller store krav til strømforsyningen.
- Malkerobotter, ventilationsanlæg, klimastyring og computerbaserede systemer kræver en stabil og jævn strømforsyning. Det kan være svært for ældre generatoranlæg at levere, siger Peter Mark Nielsen.
Batteriet en klar fordel
- Batteriet leverer en stabil strøm af samme kvalitet som den, der kommer fra elnettet. Dermed reducerer man risikoen for fejl og skader på elektronikken, siger han.
Samtidig kan batteriet typisk slå til med det samme, hvis strømmen forsvinder.
- Det giver dig tid til at få startet generatoren op, hvis afbrydelsen udvikler sig til et længerevarende strømudfald, forklarer rådgiveren.
Batteri og generator er en stærk kombination
Selv det største batteri løber dog på et tidspunkt tør for strøm.
Traktordrevne generatorer
Derfor ser Peter Mark Nielsen særligt store muligheder i at kombinere batterier med eksisterende traktordrevne generatorer.
- Hvis strømudfaldet varer længere end den kapacitet, du har reserveret på batteriet, kan generatoren bruges til at lade batteriet op igen. Samtidig udjævner batteriet de udsving, der kan komme fra generatoren, så elektronikken stadig får en stabil strømforsyning, siger han.
Har man produktion på flere adresser, kan generatoren endda flyttes mellem ejendommene efter behov.
- På den måde får du både fordelene ved batteriet i dagligdagen og en langt stærkere nødstrømsløsning, hvis uheldet er ude, siger Peter Mark Nielsen.

