Der er tradition for, at de største danske dyrskuer ofte får besøg af ministre, som taler ved de officielle åbninger.

Landsskuets formand Kristian Gade havde således også håbet, at han sammen med L&F-formand Søren Søndergaard kunne have givet natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen (S) en fantastisk oplevelse på Landsskuepladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men ministeren kunne ikke afse tid.

- Der udstilles rigtig meget inden for hans ressortområde - med fokus på innovation og nytænkning inden for både natur og måden, vi holder husdyr på, samtidig med et helt unikt fællesskab forbundet med stolthed, og hvor vi i hele fødevareklyngen løfter i samlet flok, sagde Kristian Gade, som tilføjede, at Rabjerg Madsen fik indbydelsen umiddelbart efter ministerudnævnelsen - men at den nye minister desværre ikke kunne finde plads i kalenderen.

- Vi håber på et besøg næste år, sagde Kristian Gade.

L&F: Ny kvælstofprognose viser hvor usikre myndighedernes data er
Se også:

L&F: Ny kvælstofprognose viser hvor usikre myndighedernes data er

Landbruget på menuen

Kristian Gades ønske om ministerbesøg på Landsskuet hænger ifølge hans åbningstale sammen med, at landbruget har været i rampelyset lige siden folketingsvalgkampen.

- Ja, man føler ligefrem, at nogle medier og visse politikere har haft os på menuen - endda dagligt. Vi vil jo egentlig gerne være i rampelyset, og det er blandt andet et af Landsskuets formål. Der er et kæmpestort behov for både at vise og fortælle, hvad dansk landbrug er og bidrager med til familien Danmark i form af både dyrevelfærd, natur, biodiversitet, arbejdspladser, lokalsamfund, grøn omstilling, økonomi og kultur, sagde Kristian Gade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjede, at erhvervet dog har et ønske om at blive mødt med faglighed og ordentlighed som centrale ingredienser, når landbruget er på menuen.

Mange tanker

- Mange spørgsmål ryger gennem en vestjysk bondes hoved lige nu, hvor den nye regering har meget store omlægningsplaner vedrørende landbruget på deres menu. Gad vide, hvilken faglig viden, risikovurdering og økonomi, der ligger til grund for deres sprøjtefri zoner i forbindelse med drikkevand - for det er vel faglighed og ikke populisme, der ligger til grund, sagde landsskueformanden, som også kritiserede de konstante ændringer af prognoser og indsatskrav, som han kaldte total kvælstofforvirring.

Økoformand: Ja, økologien har brug for et større marked
Se også:

Økoformand: Ja, økologien har brug for et større marked

Han stillede også spørgsmål til, om myndighederne vil opfatte de skiftende grundlag, der arbejdes ud fra i øjeblikket, som særligt klogt om 10 år.

- Faktum er lige nu, at den vestjyske bonde synes, der er alt for meget, som hviler på et for tyndt grundlag - især når der så ofte sker ændringer, sagde Kristian Gade.

Han fremhævede, at dansk landbrug producerer fantastiske produkter, der efterspørges globalt på baggrund af kvalitet, innovation og sporbarhed, og han synes, det er paradoksalt, at importen samtidig øges af blandt andet kylling-, grise- og oksekød, der langt fra har samme restriktive produktionskrav til dyrevelfærd, klima og miljø som her i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er jo efterhånden betydelig lettere at finde den slags i de danske kølediske. Og så tænker den vestjyske bonde igen: Gad vide, hvad Christiansborg-politikerne egentlig vil bidrage med til at gøre dansk producerede fødevarer konkurrencedygtig til glæde og gavn for alle danskere?