Søren Søndergaard sagde endnu en gang ved Landsskuets åbning, at vi i landbruget er vant til at udvikle os, omstille os og følge med, men at det forudsætter, at kravene ikke stritter i flere retninger.
Kortgrundlaget for kvælstofregulering og sprøjteforbud ændres ifølge Landbrug & Fødevarers formand, som vinden blæser
Derfor opfordrede han til, at regeringen som det første efter sommerferien kigger på det han kalder et kaos af kort, der stritter i alle retninger.
Og dernæst opfordrede han til, at regeringen kigger sig selv i øjnene og tænker grundigt over, om det er det nuværende juks, man vil bygge en af danmarkshistoriens største jordreformer på.
- Eller om vi skulle vende tilbage til det, vi aftalte i treparten om lokal forankring med kommunerne for bordenden, lokalt kendskab og lokale jordforhold frem for tilfældig centralistisk skrivebordsregulering, sagde han.
Søren Søndergaard lovede, at Landbrug & Fødevarer meget gerne møder op til robuste samtaler med regeringen om fremtidens landbrug - på et sagligt grundlag, der er renset for valgkampsretorik, hurtige overskrifter og overbudspolitik. Med respekt for faglighed, erfaring og fakta.
- Vi lavede en samfundskontrakt om den grønne trepart for to år siden. Den står vi ved. Vi er også klar til at forhandle om en ny samfundskontrakt om griseproduktion, når regeringen inviterer til forhandlinger i fireparten. Og der vil i fremtiden komme andre områder, hvor vi skal forhandle og genforhandle samfundskontrakter. For det har vi altid gjort. Men det er politikernes ansvar, at det ikke bliver til en paradeforestilling, som holder både lodsejere, kommuner - og i sidste ende skatteyderne - for nar. Bolden ligger hos regeringen, sagde Søren Søndergaard.
Forvirring om treparten
Han konstaterer, at landmænd straks gik i gang med at melde jord ind til trepartsprojekter, og at det gik derudad i de lokale treparter.
- Men lige nu er forvirringen total, fordi der er kommet nye aftaler ovenpå, som vi ikke har været en del af. For det første er der kommet aftaler om kvælstofregulering. Det rammer fuldstændig tilfældigt og tager afsæt i nogle usikre, modelberegnede kort, som lige så godt kunne være lodder i en tombola, sagde han og beskrev de helt nye og meget anderledes kort, der netop er offentliggjort.
- Det er dybt bekymrende, at der på kort tid kan være så enorme udsving i de regnemodeller, som myndighederne lægger til grund for så store beslutninger og omlægninger, som det, vi er i gang med nu, tilføjede han.
Og så pegede han også på, at der formentlig er en aftale på vej om et nationalt sprøjteforbud.
- Det er også baseret på centrale kort, der peger, som vinden blæser. Vi har set eksempler, hvor man må sprøjte i den ene ende af en mark, men ikke i den anden. Derudover er den ene professor efter den anden ude at så tvivl om både rimeligheden og effekten af et sprøjteforbud. Dels fordi de pesticider, som kunne nå ned i grundvandet, allerede er forbudt for længst. Og dels fordi medicinrester, spildevand, industri og alt mulig andet, som intet har med landbruget at gøre, udgør en langt mere ureguleret risiko, sagde Søren Søndergaard og konstaterede, at den nye regerings kvælstof- og sprøjtemiddelregulering ikke bare er fuldstændig uden fagligt fundament, fordi der er så massiv usikkerhed om de kort, myndighederne bruger. Men at begge dele direkte modarbejder trepartsaftalens hensigter. Fordi det mange steder går i den modsatte retning af, hvad man lige er blevet enig om lokalt, og hvad kommuner og lodsejere har knoklet med i mere end et år.





