Det danske marked for landbrugsmaskiner har i de senere år været præget af en lavere efterspørgsel.
Men hos Danish Agros danske del af maskindivisionen går man frem på både top og bund. Det fortæller Danish Agro i en pressemeddelelse.
- Vi er glade for fremgangen, men resultatet er fortsat ikke på det niveau, vi ønsker. Udviklingen inden for maskinbranchen er naturligt forbundet med behovet i primærlandbruget. Vi må hele tiden tilpasse vores forretning og med rettidig omhu organisere os, så vi kan levere den bedst mulige service samtidig med, at vi sikrer lønsomhed, siger Jens Skifter, koncerndirektør i Danish Agro Machinery Holding.
I Danmark er Danish Agros maskinforretning fordelt med et importselskab, Danish Agro Maskiner, der importerer og distribuerer maskiner som blandt andre Claas til Danish Agros landsdækkende kæde af maskinforretninger i det andet selskab Danish Agro Machinery A/S, samt flere selvstændigt ejede maskinforretninger.
Danish Agro Maskiner havde en overskud efter skat på 31,2 millioner kroner, mens Danish Agro Machinery realiserede et tab på niveau med i fjor på godt 14 millioner kroner. Samlet set altså et overskud for anstrengelserne på 15-16 millioner kroner.
I Danmark opnåede Claas-traktorerne en markedsandel på 11 procent, mens CLAAS fortsat står stærkt som det største varemærke indenfor høstmaskiner med blandt andet modellerne LEXION og JAGUAR.
Forventer lavt mejetærskermarked
Netop salget mejetærskere forventes i 2026 at ligge på et ekstraordinært lavt niveau. Det skyldes blandt andet fortsat usikkerhed om politiske rammevilkår for landbruget, som påvirker investeringslysten hos både landmænd og maskinstationer, anfører Danish Agro.
- Når der er usikkerhed om de fremtidige rammevilkår, bliver større investeringer naturligt udskudt. Det mærker hele maskinbranchen. Derfor er det afgørende, at vi både har en robust forretning i dag og samtidig forbereder os på de behov, kunderne får i morgen, siger Jens Skifter.
Han fremhæver desuden, at Danish Agro Machinery i den resterende del af 2026 vil præsentere en række nye Claas-traktorer, som skal styrke selskabets position yderligere i Danmark.





