Der er i øjeblikket stor politisk opmærksomhed på at beskytte grundvandet og reducere pesticidbelastningen i Danmark.
Et af de virkemidler, der diskuteres, er sprøjteforbud på grundvandsdannende jorde. Det er en debat, som berører både landbrugets fremtidige produktionsmuligheder og samfundets ønske om at beskytte drikkevandet.
Men ifølge den nordjyske sprøjteproducent Danfoil mangler der et vigtigt virkemiddel i den politiske værktøjskasse.
Nemlig dokumenteret sprøjteteknik.
- Politikerne diskuterer, hvor der må sprøjtes, og hvilke midler der må bruges. Men der bliver talt alt for lidt om, hvordan sprøjtningen udføres. Det er en fejl, for selve sprøjteteknikken har stor betydning for, hvor meget kemi der er nødvendigt for at opnå effekt, siger Martin Sørensen fra Danfoil i en pressemeddelelse.
For smal debat
Hos Danfoil mener man, at Danmark risikerer at gøre pesticiddebatten for smal.
De seneste år har der været stort fokus på spotsprøjtning, kamerateknologi og PWM-dyser. Det er teknologier, der ofte bliver fremhævet som vejen til lavere pesticidforbrug.
Men ifølge Danfoil løser de kun en mindre del af problemet.
Spotsprøjtning kan være et relevant virkemiddel i ukrudtsbekæmpelse, fordi teknologien kan sprøjte dér, hvor kameraet registrerer ukrudt. Men den har begrænset betydning ved svampebekæmpelse, hvor midlerne typisk skal fordeles jævnt over hele afgrøden.
PWM-dyser kan regulere åbne- og lukketider i dysen, men de ændrer ikke ved den grundlæggende udfordring i tætte afgrøder: at få sprøjtevæsken ordentligt ned i planten og fordelt på de blade, hvor sygdommene udvikler sig.
- Danmark leder efter pesticidbesparelser i den del af planteværnet, hvor potentialet er mindst. Vi investerer millioner i de forkerte teknologier, hvis vi kun fokuserer på spotsprøjtning og PWM. Det kan have sin berettigelse i bestemte situationer, men det løser ikke hovedudfordringen i mange af de behandlinger, hvor kemiforbruget virkelig fylder, siger Martin Sørensen.
Ifølge Danfoil er det især ved svampebekæmpelse, at sprøjteteknikken har været undervurderet.
I tætte afgrøder som kartofler og korn er udfordringen ikke blot at dosere korrekt. Udfordringen er at få midlet placeret dér, hvor det virker.
Effekt med luft
Her peger producenten på, at deres luftsprøjte skiller sig ud fra traditionelle marksprøjter. Luftsprøjten er udviklet til at øge dækning og afsætning i afgrøden, så midlet udnyttes bedre. Det er faktisk bevist med statistisk sikkerhed.
Gennem en række danske forsøg er der dokumenteret øget effekt ved brug af Danfoils luftsprøjte i kartofler. I forsøg udført i samarbejde med Seges Innovation er der vist en bedre effekt mod kartoffelskimmel og et højere stivelsesudbytte ved Danfoils sprøjteteknik sammenlignet med konventionel dysesprøjtning.
Hos Danfoil vurderer man, at Danmark realistisk kan reducere pesticidforbruget med omkring 15 procent, hvis dokumenteret sprøjteteknik bliver en langt mere central del af den danske pesticidstrategi.
- Hvis målet er at beskytte grundvandet og samtidig bevare et stærkt dansk landbrug, bør dokumenteret sprøjteteknik være et selvstændigt virkemiddel. Det er et af de mest oplagte områder at sætte ind, men indtil videre er det næsten uudnyttet politisk, siger Martin Sørensen.
Danfoil efterlyser derfor, at luftsprøjter og anden dokumenteret sprøjteteknik indgår på lige fod med andre IPM virkemidler i fremtidens pesticidstrategi. Luftsprøjter er et praktisk, dokumenteret og allerede tilgængeligt værktøj til at reducere forbruget.





