På Danish Agro Machinerys stand på Landsskuet kan man se nærmere på to modeller i den nye Claas Axion-serie. Det er en Axion 9.450 og en Axion 9.360.
En af modellerne i serien, Claas Axion 9.450 Terra Trac, vandt i november sidste år titlen "Tractor of the Year" i HighPower-kategorien, og den modtog en sølvmedalje på Agritechnica. Den vises dog ikke på Landsskuet.
Serien er blandt kandidaterne til Landsskuets Nyhedspris.
Danish Agro Machinery fremhæver, at serien er relevant i forhold til flere af nyhedsprisens kriterier, og fremhæver blandt andet brugervenlighed, førerkomfort, effektivitet, økonomi i drift samt jordskånsomhed og trækkraft.
Høj kapacitet
Axion 9-serien er Claas' nye generation af stortraktorer, udviklet til større bedrifter og maskinstationer med behov for høj kapacitet, komfort og effektivitet. Traktorerne fås med den trinløse CMATIC-transmission, og den er udstyret med en ny og markant større kabine.
Claas Axion 9-serien er desuden veludstyret med avancerede assistentsystemer og digitale løsninger, der understøtter føreren i det daglige arbejde.
Med denne serie har Claas holdt fast i alt det, der har kendetegnet Axion-serien siden den så dagens lys i 2011. Den er født til tungt træk.
Chassiset i den nye 9-serie er uændret, og har fortsat en cirka 50-50 vægtfordeling på akslerne, hvilket gør Axion stabil under trækarbejde uden at kræve tonsvis af vægt i næsen.
Transmission lærer
Transmissionen er blevet opdateret og Claas har udviklet sit eget system, som er et forudsigende, adaptivt drivlinjestyringssystem, der lærer af det, traktor og redskab gør, og det gør køreoplevelsen bedre og mere effektiv.
Systemet lærer at genkende signalerne fra traktoren, eksempelvis når man aktiverer liften eller sænker et hydraulikudtag. Så ved den, at der er en belastning på vej, og den forbereder motor og transmission ved at justere moment og gearingsforhold, før belastningen faktisk rammer.
Efter bare et par gentagende gange af en sekvens i marken har transmissionen lært redskabets rytme, og trækket føles markant mere flydende.
Sparer brændstof
Claas Axion 9-serien har også såkaldt Fuel Optimised Load Control, som sørger for, at motoren altid kører på det punkt, hvor den bruger mindst muligt brændstof ved dellast. Og et andet system, Auto Droop, gør det modsatte og sørger for, at man får alt, hvad motoren kan levere, når der virkelig skal bruges kræfter.
Ved udviklingen af den nye kabine er er det lykkedes at øge pladsen med 17 procent, og der er bedre lydisolering. Indstigningen er forbedret med blandt andet bredere trin. Og der er fortsat en mængde praktiske detaljer, som har kendetegnet Claas Axion. Det er for eksempel værktøjskassen i udtræk under trinnet, lys ved indstigning, vandbeholder, luftudtag og strømudtag udenpå.
Og en ny, smart funktion er den eksterne tændingsknap på trinnet. Når man trykker på den, aktiveres strømmen i hele traktoren, så alle terminaler starter op, inden man sætter sig ind. Så slipper man for at vente på, at skærme og systemer vågner, når man sætter sig i sædet.





