Interessen for Oxbos CM240 pickup-rive vokser markant i Danmark, på Borgeby Fältdagar tonner den frem stille og rolig. I Danmark er den allerede samtaleemne, når græsset skal rives sammen.
Ifølge Jeroen Van Leunen fra JVL Maskinservice, der har fået riverne ud at køre, er der nu 11 maskiner på dansk jord, og responsen fra de første brugere har været særdeles positiv.
Sidste år var fire Oxbo CM240-maskiner i drift herhjemme, men siden er yderligere syv kommet til. Det er en udvikling, som Jeroen Van Leunen glæder sig over.
- Der er god respons fra kunderne, og vi oplever stor efterspørgsel. Folk er glade for maskinerne, og de lever op til de forventninger, som mange havde inden sæsonstart, fortæller han.
Det første slæt har givet værdifulde erfaringer fra marken, og tilbagemeldingerne har indtil videre været entydigt positive.
- Jeg har faktisk kun hørt gode ting om dem. Det har været småting, vi har været ude og justere eller hjælpe med, men generelt kører de bare godt, siger Jeroen Van Leunen.
Også succes med frontriver
Det er ikke kun pickup-riverne, der har vind i sejlene hos JVL Maskinservice. Virksomhedens egen frontriver har også fået godt fat i markedet.
I dag kører omkring 40 frontriver rundt, og her er tilbagemeldingerne ligeledes positive.
- Det spiller bare godt. Vi kan høre fra kunderne, at der er masser af kapacitet at hente i dem. Dem, der har prøvet at køre både med og uden frontrive, vælger typisk frontriven bagefter, fortæller Jeroen Van Leunen.

På turné
For at give endnu flere mulighed for at opleve teknologien i praksis er JVL Maskinservice netop nu på landevejen med en demonstrationsmaskine.
- Vi kører rundt i landet med en Oxbo CM240, så folk kan prøve den af under deres egne forhold. Samtidig viser vi også frontriven frem. Det giver kunderne mulighed for selv at se, hvad maskinerne kan levere i marken, siger Jeroen Van Leunen...





