Fendt har æren for de trinløse CVT-transmissioners indtog i moderne traktorer, hvor trinløs transmission har været branchestandard i mange år.
Maskinbladet bragte i 2011 en artikel om Fendts arbejde med at udvikle Vario-transmissionen, som første gang blev lanceret på Agritechnica i 1995 modellen Fendt Favorit 926 Vario med 260 hestekræfter og blev en markant milesten i udviklingen af moderne traktorer.
Ideen til en trinløs variabel transmission opstod ifølge Fendt i 1950'erne med et projekt, der dog blev droppet i 1967, fordi datidens hydrostatiske koncept viste sig at være uegnet til traktorer.
Men projektet havde inspireret Fendts udviklingsingeniør Hans Marschall, som fra begyndelsen af 1970'erne arbejde på at realisere idéen om en trinløs transmission.
Han arbejdede med projektet på egen hånd og fik siden overbevist Dr. Hermann Fendt om at forfølge visionen. Resultatet var udviklingen af de første lovende prototyper i begyndelsen af 1980'erne.
Agritechnica 1995
I 1987 nedsatte Fendt en egentlig udviklingsgruppe for at bringe projektet til serieproduktion, og der blev samtidig løst en række tekniske udfordringer.
Efter succesfulde værkstedsforsøg blev der iværksat tophemmelige fuldskalaforsøg, og på Agritechnica i 1995 lancerede Fendt den første serieproducerede model med Vario-transmissionen - Fendt Favorit 926 Vario.
Med Vario-transmissionen er der ingen trin eller afbrydelser i trækkraften. Uanset arbejdet kører traktoren altid i et passende arbejdstempo, og tilbagemeldingerne fra de første landmænd, som kørte med Fendt 900 Vario i 1996 var ifølge Fendt overvældende.
Mange tvivlede
Det fremgik af Maskinbladets artikel i 2011, at lanceringen af varia-transmissionen gav anledning til heftige diskussioner i hele branchen, hvor mange tvivlede på, at de trinløse gearkasser i traktorerne ville få succes.
Ikke desto mindre var traktoren et kæmpe trækplaster, og der blev snakket meget om den grønne traktor "uden gearkasse", og Vario-transmissionen bredte sig efterhånden også til Fendts øvrige modeller.
På Agritechnica i 1997 blev fendt belønnet med en guldmedalje for teknologien, og i de efterfølgende år er det blevet til adskillige priser for videreudviklingen af Vario-teknologien.
Vario er nærmest blevet et synonym for trinløs kørsel, som forener effektivitet og førerkomfort.
Fendt fortsatte med at udvikle teknologien, som også hurtigt blev udbredt til de øvrige Fendt-serier.
Og succesen fik konkurrenterne til hastigt at udvikle deres trinløse transmissioner.





