Hjørring Dyrskue, som blev arrangeret af Agillix, bød blandt andet på 25 grader, 700 tilmeldte dyr til bedømmelse og en udsolgt maskin- og erhvervsudstilling.
Det gav liv i ringene, udstillingsområderne og de mange øvrige dele af dyrskuepladsen.
- Vi er meget tilfredse med årets dyrskue. 23.000 deltagere er et rigtig flot besøgstal, og på et tidspunkt måtte vi melde alt optaget på skuets parkeringspladser, siger dyrskuekoordinator, Karin Møller Larsen, i en pressemeddelelse.

- Alligevel oplevede vi, at skuet overordnet blev afviklet i et godt tempo, og det var dejligt at se, hvordan der var liv i de forskellige områder af pladsen begge dage, siger dyrskuekoordinatoren.
Kom tættere på landbruget
I ringene var der bedømmelser og kåringer af blandt andet malkekvæg, kødkvæg, heste, får, kaniner og fjerkræ.
Andre dele af dyrskuepladsen bød på fødevareudstilling, maskiner outdooraktiviteter, westernridning og mulighed for at møde Agillix' folkevalgte og fagrådgivere.


Fredag var der traditionen tro især skolebørn, der satte deres præg på pladsen fra morgenstunden, mens mange børnefamilier lagde vejen forbi lørdag.
Her kunne de besøge dyreungerne, deltage i aktiviteter i Det Aktive Hjørne, prøve pedaltraktorkørsel, opleve kæphestestævne, ponytræktur og mange øvrige aktiviteter rundt om på pladsen.

- Det glæder mig, at vi så så mange børnefamilier på pladsen. Vi har gennem flere år arbejdet for, at dyrskuet også skal være et sted, hvor børn og familier uden en direkte tilknytning til landbruget kan få en god oplevelse, siger dyrskuets formand, Jonas Ellitsgaard Jensen.
- Når børn i en tidlig alder møder dyrene, fødevarerne og de mennesker, der arbejder med landbruget, får de en bedre forståelse for, hvor de gode danske fødevarer kommer fra, siger han.

De kommende dage bliver resultaterne fra årets bedømmelser lagt på dyrskuets hjemmeside, hvor det fremgår, hvem der blev kåret i de forskellige kategorier.
Samtidig begynder nedtællingen til næste års skue den 18. og 19. juni 2027, som arrangørerne er godt i gang med at planlægge.






