Det første træ er plantet på de nordfynske marker, der i fremtiden skal blive til urørt skov.
Det er resultatet af en ny samarbejdsaftale om statslig skovrejsning til urørt skov i regi af Grøn Trepart.
I dag er de 665 hektar dyrkede marker, men i fremtiden skal de blive til ny statsskov, som skal beskytte drikkevandet, sikre mere natur og skabe nye rammer for friluftsliv i området.
- Der er masser af grunde til, at det er en god idé at få mere skov i Danmark. Skov er godt for friluftsliv og naturoplevelser, skov er godt for arbejdet med natur og biodiversitet, og skov er godt for den vigtige opgave med at sikre fremtidens drikkevand. Og med det kommende skovområde ved Otterup tager vi et stort skridt i retning af at få etableret store sammenhængende skovområder og nå vores mål, så vi kan beskytte drikkevandsreserver, få mere natur og skabe attraktive naturområder for friluftsliv, siger natur- og dyrevelfærdsminister, Christian Rabjerg Madsen, i en pressemeddelelse.
Han plantede selv det første træ, et egetræ, som en markering af aftalen
Mere skov på Fyn
Formålet med den nye skov er at sikre rent drikkevand og beskytte indvindingsoplandet for både Otterup Vandværk og Lundeværket, som hører under VandCenter Syd. Skovrejsningen skal samtidig bidrage til kulstofbinding og skabe levesteder for planter og dyr.
Fyn er et af de steder i landet, hvor staten ejer mindst skov. Som et led i Naturstyrelsens arbejde med at beskytte drikkevandet og skabe rekreative områder for borgerne, rejser styrelsen skove flere steder på Fyn herunder i Otterup. Det store projekt bidrager derfor væsentligt til at øge det statslige skovareal i landsdelen.
For vandforsyningerne er skovrejsning et langsigtet redskab til at beskytte grundvandet og sikre rent drikkevand til tusindvis af borgere.
- Med skovrejsningen tager vi et vigtigt og langsigtet skridt for at beskytte vores grundvand. Det er en investering i fremtiden, hvor vi sikrer rent og godt drikkevand til tusindvis af borgere i Otterup - ikke kun i dag, men i generationer frem. Skoven fungerer som et naturligt værn om vores vandressourcer og understreger, at vi tager ansvar for både miljøet og vores fælles forsyningssikkerhed, siger Niels Erik Nielsen, bestyrelsesformand for Otterup Vandværk.
Også VandCenter Syd glæder sig over aftalen.
- Kildepladsen er vigtig for VandCenter Syd, da vi kan hente op til ti procent af vores 180.000 kunders drikkevand i området. Vores målsætning er at producere drikkevand baseret på rent grundvand, og derfor er det så vigtigt at beskytte med for eksempel skovrejsning, siger Andreas Bassett, vicedirektør i VandCenter Syd.
Med aftalen på plads kan Naturstyrelsen nu indlede dialog med lodsejere inden for projektområdet med henblik på opkøb af arealer. Når et tilstrækkeligt areal er erhvervet, igangsættes forundersøgelser og borgerinddragelse, og den relevante myndighedsbehandling gennemføres. Etableringen af skoven forventes at kunne påbegyndes i perioden 2028-2030.

