Abonnementsartikel
I denne tid, hvor mælkeprisen heldigvis har vendt pilen opad, og hvor de fleste eksperter spår, at fremtiden ser lys ud, bør vi måske alligevel overveje at dele risikoen med andre.
Igennem den sidste lange tid har mælkepriserne haft en sikker kurs nedad, og hvert enkelt tegn på bedring er blevet dræbt hurtigt igen. De såkaldte eksperter har sammen med os almindelige dødelige stået i kø med analyser af, hvorfor det gik så galt, og hvad der kunne ændre det. Faktum er bare, at krisen ikke så ud til at rokke sig ud af stedet. Nu har vi så set tegn på, at det stille og roligt begynder at vende, og vi kan så småt begynde at tænke på tiden bagefter.
Landbruget har i generationer haft tradition for at stå igennem kriser, fordi det var omstillingsparat, og fordi den enkelte producent ikke krævede millionoverskud og kæmpe private udtræk. De tider er så småt ved vejs ende, og enhederne i dag er professionelle virksomheder, der skal generere afkast til kreditorerne og ejere på samme måde som alle andre virksomheder. Den balancesum, vi har i virksomheden, tillader ikke, at vi skraber os igennem uden afkast, og vi lever i en tid, hvor der forventes mere af os i familien end tidligere. En mælkeproduktion er ikke på samme måde et familieforetagende længere, og derfor er kampen alene ejerens, hvorfor han forventes at bidrage til familien med en rimelig stabil indtægt. Derfor tillader jeg endnu engang at spørge, om det ikke er tid til at overveje formen. Skal vi tage den kæmpe risiko alene, eller skal vi se i retning af ejerformer, hvor risikoen deles?
Når man på landbrugsskolerne har talt ejerformer de sidste mange år, har det primært været i en ramme af de kendte selskabsformer. Kreativiteten har manglet en smule, og iværksætterånden er begrænset til en konsulent, der afgør, om modellen holder. Hvor er de innovative unge mennesker, som har en ide, en plan for fremtidens produktion, og som med næb og klør og med stor kreativitet får det til at lykkes? Etablering er langt mere end skøde og finansiering, men også en strategi for, hvordan man skaber sig en fremtid i den produktion, som man tror på er fremtidens produktion.
Min opfordring lyder: Parker banken og realkreditten, og tænk så ud af boksen. Skab ideen, og sælg den til nogle, der vil tro på den og dele din risiko.