Nyboes Auto har indgået en ny samarbejdsaftale med Mertz og S.D. Kjærsgaard som betyder, at virksomheden fremover skal varetage service og vedligeholdelse af New Holland-maskiner på Bornholm.
Aftalen bygger videre på det eksisterende samarbejde mellem Nyboes Auto og S.D. Kjærsgaard, hvor Nyboes Auto allerede er samarbejdspartner for Case IH på Bornholm, skriver S.D. Kjærsgaard i en pressemeddelelse.
Den nye aftale vedrørende New Holland omfatter udelukkende service og teknisk support.
Salget af New Holland-maskiner på Bornholm fortsætter hos Mertz, som fortsat er ansvarlig for salg og kunderådgivning omkring New Holland-programmet.
Nyboes Auto fungerer dermed som lokal servicepartner og står for service, reparationer, vedligeholdelse og teknisk support af New Holland-maskiner på øen.
For kunderne betyder aftalen, at de fortsat kan købe deres New Holland-maskiner gennem Mertz, samtidig med at de får adgang til lokal og hurtig service hos Nyboes Auto på Bornholm.
- Vi er glade for den tillid, som både S.D. Kjærsgaard og Mertz viser os med denne aftale. Vi har gennem flere år samarbejdet med S.D. Kjærsgaard omkring Case IH, hvor vi både står for salg og service på Bornholm. Med den nye aftale kan vi nu også tilbyde service på New Holland-maskiner, hvilket giver New Holland-kunderne en stærk lokal servicepartner, siger Jesper Jensen ejer og direktør hos Nyboes Auto.
Også hos Mertz er der stor tilfredshed med aftalen.
- For os er det afgørende, at New Holland-kunderne på Bornholm har adgang til kompetent og lokal service. Med Nyboes Auto som servicepartner får kunderne hurtig hjælp tæt på deres daglige drift, mens vi fortsat kan fokusere på rådgivning og salg af New Holland-maskiner på øen, siger Christian Holst admin direktør og ejer hos Mertz.
Hos S.D. Kjærsgaard ser man samarbejdet som en naturlig videreudvikling af den eksisterende struktur på Bornholm.
- Nyboes Auto har gennem flere år været en stærk samarbejdspartner for os på Bornholm. De kender kunderne, de kender maskinerne, og de leverer en høj kvalitet i deres arbejde. Det er den slags langsigtede samarbejder, vi ønsker at bygge videre på, og derfor er vi glade for at udvide samarbejdet yderligere, siger Brian Bo Jensen Driftschef hos S.D. Kjærsgaard.





