Flere unge ønsker at lære gennem praksis, og flere landmænd efterspørger medarbejdere, der hurtigt bliver en del af hverdagen på bedriften. Derfor genindfører Grindsted Landbrugsskole nu Ny Mesterlære som en del af skolens uddannelsestilbud.
- Med den stigende politiske og samfundsmæssige interesse for praktiske uddannelsesveje, blandt andet gennem folkeskolens nye juniormesterlære, oplever Grindsted Landbrugsskole, at flere unge efterspørger en mere praksisnær vej ind i erhvervsuddannelserne, skriver skolen i en pressemeddelelse.
Derfor tilbyder Grindsted Landbrugsskole igen Ny Mesterlære, hvor eleverne får mulighed for at tage de første skridt i landbrugsuddannelsen direkte ude på en bedrift frem for primært i klasselokalet.
- Vi oplever, at nogle unge lærer bedst gennem praktisk arbejde og ved at være en del af hverdagen på en landbrugsvirksomhed. Ny Mesterlære giver dem mulighed for at komme hurtigt ud i virkeligheden og lære faget i praksis, samtidig med at de på sigt opnår de samme kompetencer som andre landbrugselever, forklarer Erik Friis Møller, der er forstander på Grindsted Landbrugsskole.
Mere tid på bedriften
I Ny Mesterlære gennemføres den indledende del af uddannelsen som praktisk oplæring hos en landmand, som eleven har indgået uddannelsesaftale med. Dermed flyttes en del af undervisningen fra skolen ud på bedriften. Det betyder, at grundforløbet på skolen kan reduceres fra de normale 20 uger til cirka 10 ugers skoleophold. Til gengæld får eleven væsentligt mere tid ude på staldgulvet.
Selvom en større del af læringen foregår på bedriften, har Grindsted Landbrugsskole fortsat det fulde uddannelsesmæssige ansvar. Skolen tilknytter derfor en mentor, typisk en lærer fra landbrugsskolen, som løbende besøger både elev og landmand for at sikre, at eleven opnår de nødvendige kompetencer og er klar til at fortsætte på første hovedforløb.
Et tilbud til alle unge
På Grindsted Landbrugsskole understreger man, at Ny Mesterlære ikke kun er et tilbud til unge med særlige behov.
- Ny Mesterlære er også relevant for de unge, som egentlig havde tænkt sig at starte på den traditionelle landbrugsuddannelse, og som allerede ved, at landbruget er den rette vej. Hvis man trives bedst med at lære gennem praktisk arbejde og ønsker at være mest muligt ude på bedriften, kan det være en rigtig god løsning, påpeger Erik Friis Møller.
Ordningen henvender sig typisk til unge, som allerede har kendskab til landbruget eller erfaring fra branchen, men også til landmænd, der ønsker at tage et større ansvar for elevens oplæring og udvikling.
Fleksibelt for landmanden
For landmanden giver Ny Mesterlære en høj grad af fleksibilitet og mulighed for at præge elevens uddannelse fra første dag. Derudover får virksomheden en motiveret elev, som hurtigt bliver en del af arbejdspladsen og opbygger både faglige og personlige kompetencer gennem det daglige arbejde.
Samtidig kan virksomheden få løntilskud til eleven under skoleophold, og landmanden får løbende sparring fra landbrugsskolens undervisere og mentorer.
- Landbruget har brug for endnu flere dygtige faglærte medarbejdere. Ny Mesterlære giver virksomhederne mulighed for at være endnu tættere på uddannelsen af fremtidens medarbejdere, samtidig med, at eleverne får en stærk tilknytning til erhvervet fra begyndelsen, siger Erik Friis Møller.
Landmænd eller kommende elever, der ønsker at høre mere om Ny Mesterlære, kan kontakte Grindsted Landbrugsskole for et uforpligtende møde eller telefonisk vejledning.
Herefter udarbejdes en uddannelsesaftale mellem elev, virksomhed og skole, ligesom der laves en skriftlig aftale om fordelingen af opgaver og ansvar mellem bedrift og skole.





