Massey Ferguson udvider programmet af mejetærskere med nye Next Edition-modeller til høst 2027. De nye udgaver af Activa S, Beta og Ideal bygger videre på de opgraderinger, som allerede er introduceret på modelår 2026, og tilføjer ekstra udstyrspakker med fokus på førerkomfort, telematik og effektivitet.
Det skriver Massey Ferguson i en pressemeddelse.
Salget af de nye modeller starter i juni, mens produktionen begynder i løbet af efteråret.

Større kapacitet i Ideal-serien
På MF Ideal 8 og 9 er det samlede udskilningsareal øget til 4,54 kvadratmeter. Det svarer til en stigning på 27 procent for Ideal 8 og 12 procent for IDEAL 9.
Samtidig bliver det lettere at skifte mellem forskellige afgrøder, fordi de forreste udskilningsriste ikke længere skal udskiftes ved overgang til storfrøede afgrøder.
Også rensesystemet er blevet opgraderet. MF Ideal 7 og 8 får 39 procent større ventileret areal, mens Ideal 9 får 26 procent mere. Ifølge producenten giver det op til 25 procent større rensekapacitet.
Massey Ferguson fremhæver, at den øgede kapacitet gør maskinerne mindre følsomme over for justeringer og lettere at holde korrekt indstillet under skiftende høstforhold.

Mere komfort
MF Activa S har allerede opbygget et ry som en driftssikker mejetærsker, men får nu yderligere udstyr gennem en Comfort Pack og en Performance Pack.
Komfortpakken omfatter blandt andet køleskab i kabinen, ekstra arbejdslys, vidvinkelspejl, kamerapakke med to eksterne kameraer samt DAB-radio med Bluetooth-forbindelse.

Beta får bedre udsyn
Også MF Beta får både Comfort- og Performance-pakker.
Her består komfortpakken blandt andet af LED-arbejdslys, ekstra kamera og DAB-radio, mens performancepakken tilfører avnespreder, elektronisk justering af halmfordelere og MF Connect telematik.
Ifølge Massey Ferguson skal udstyrspakkerne både øge produktiviteten og forbedre førerkomforten.
IDEAL satser på automatisering
Den største udvidelse findes på MF Ideal Next Edition, hvor Massey Ferguson samler en række teknologiske løsninger i en Connectivity Pack.
Pakken omfatter blandt andet PTx Auto-Guide, automatisk vending på forageren med MF AutoTurn samt MF TaskDoc Pro til opgavestyring og dokumentation. Samtidig giver MF Connect mulighed for fjernovervågning af maskinen og lettere serviceplanlægning.
Derudover får Ideal-modellerne en Performance Pack med integreret luftkompressor til rengøring, ekstra LED-arbejdslys samt flere funktioner, der kan styres direkte fra kabinen. Det gælder blandt andet justering af skærebordsvinkel, valg mellem snitning eller skårlægning af halm samt justering af avnespreder og halmfordelere.

