Næsten forår flytter slotsejer Svend Brodersens ældste datter, 28-årige Laura Brodersen, hjem, hvilket kommer til at markere starten på et generationsskifte af Gram Slot. Det skal over de kommende år gradvist føre ansvaret videre fra forældrene Svend og Sanne Brodersen til næste generation. Det skriver okonu.dk.
- Det føles godt og meget naturligt nu, men det er også en beslutning, der har været længe undervejs, fortæller Laura Brodersen til mediet.
Den 23. maj fyldte hendes far 60 år. Han kalder det en drøm, der går i opfyldelse, at der er en næste generation, der har lyst til at drive det økologiske landbrug og slotsvirksomheden videre. Han forventer, at generationsskiftet kommer til at tage fem til ti år.
Gram Slot driver 3.500 hektar økologisk jord med både planteavl og mælkeproduktion.
- På bare ét år er vores omsætning vokset med 30 millioner kroner, og vi kommer ud med et overskud på 10,7 millioner kroner før skat. Det skyldes øget efterspørgsel, gode mælkepriser, en bedre høst og mindre sygdom - men først og fremmest skyldes det vores dygtige, arbejdsomme og ambitiøse medarbejdere, siger Svend Brodersen i en pressemeddelelse om regnskabet for 2025.
Laura Brodersen er uddannet landmand og læser i dag kandidaten Management of Innovation and Business Development på CBS.





