John Deere fejrer 25 år med præcisionslandbrug og ser tilbage på den hastige udvikling, der har været fra de tidlige muligheder for parallel sporing til nutidens meget præcise RTK og connected markarbejde.
John Deere fortæller, at rejsen begyndte i 2001 med lanceringen af den første StarFire-modtager og GreenStar-displayet, som introducerede visuel guidning, der hjalp førere med at styre mere præcist og konsekvent.
Lanceringen af StarFire og GreenStar i 2001 markerede et vendepunkt, for det var første gang, displayet i kabinen kunne vise, om føreren skulle styre til venstre eller højre, hvilket understøttede Parallel Tracking og forbedrede præcisionen fra spor til spor.
Næste store skridt kom i 2002 med lanceringen af AutoTrac, som muliggjorde GPS-assisteret automatisk styring, der kunne holde maskinerne på sporet af sig selv - i starten med en nøjagtighed på 30 til 50 centimeter.
RTK hæver standarden
I 2004 introducerede John Deere AutoTrac med RTK, hvilket forbedrede spornøjagtigheden til plus/minus 2,5 centimeter. Det gjorde det ifølge John Deere muligt for traktorer og mejetærskere at følge de samme spor pålideligt over flere sæsoner - en fordel i driftssituationer, hvor nøjagtig gentagelse er vigtig, herunder rækkeafgrødeproduktion, radrensning og CTF-strategier for trafik i marken.
Automatisk guidning har fortsat udviklet sig ud over selve styringen. I 2020 lancerede John Deere AutoPath Rows, som er designet til at registrere de faktisk kørte spor for hver række-enhed og muliggøre præcis gentagelse. Senest har AutoPath Boundaries siden 2024 gjort det muligt automatisk at beregne og oprette optimerede spor for hele marken baseret på dens grænser - enten via displayet i kabinen eller gennem John Deere Operation Center - inklusiv forager.
Dataudveksling i realtid
Fremskridtene inden for guidning er ifølge John Deere blevet fulgt af mindst lige så markante ændringer i dataregistrering og JDLink-telematik.
I de tidlige år kunne digital markdokumentation være helt bogstaveligt "data i lommen".
FieldDoc gemte markarbejde på et keycard, som skulle aflæses manuelt via USB til kontoret. I dag er dataoverførsel designet til at ske automatisk. JDLink-modemer sender information i realtid til smartphone, tablet eller computer, hvilket muliggør en mere connected tilgang til beslutningstagning og maskinstyring.
Synkronisering af flåden
Med Data Sync bliver enhver nyligt tilføjet AutoTrac-spor eller markgrænse, produkt eller udstyr automatisk synkroniseret på tværs af hele flåden og John Deere Operations Center, så vigtige oplysninger til udførelse af markarbejde altid er opdaterede og tilgængelige for alle førere.
I takt med at kravene for præcise dokumentationsdata øges, introducerede John Deere i 2022 værktøjet Work Planner, hvor driftsledere nemt kan gemme opsætningsinformation online til kommende markarbejde og sende det trådløst til flåden. Når føreren krydser markgrænsen, indlæser displayene automatisk alle nødvendige oplysninger uden interaktion fra føreren, og maskinen er klar til at gå i gang.
JDLink-teknologi forbandt maskiner allerede i 2002 og understøttede telemetri, fjern-diagnostik, professionel flådestyring og effektiv udførelse af markarbejde - og var med til at lægge fundamentet for præcisionslandbrug.
John Deere oplyser, at flere end 1.000.000 maskiner i dag er digitalt forbundet, og selskabet beskriver det som en af de største forbundne flåder i verden kalder det et centralt element i datadrevet landbrug.
Udvikling i hardware
De 25 år afspejles ifølge John Deere også i udviklingen af det centrale hardware til præcisionslandbrug.
Det gælder lige fra det oprindelige GreenStar-display i 2001 og videre gennem Generation 2 i 2005, Generation 3 i 2011, Generation 4 i 2014 og Generation 5 i 2023.
Udviklingen af modtagere har fulgt et tilsvarende forløb, fra den oprindelige StarFire i 2001 til StarFire iTC i 2004, StarFire 300 i 2008, StarFire 3000 i 2010, StarFire 6000 i 2016 og den nyeste StarFire 7500 i 2024.
- I løbet af de seneste 25 år har præcisionslandbrug bevæget sig fra tidlig Parallel Tracking og manuel datahåndtering til integrerede, automatiserede arbejdsgange, siger Peter Koch, som har ansvar for markedsføring af John Deeres præcisionsteknologier.
Han tilføjer, at udviklingen fra keycard til cloud-forbindelse, og fra simpel styring til meget præcis guidning og automatisk oprettelse af kørelinjer har opfyldt målsætningen om at gøre markarbejde enklere, mere præcist og mere effektivt.

