Hverken valgkampen eller politikerne har skortet på krav, datoer og mål for, hvad danske landmænd skal levere gennem den grønne trepart samt kvælstofaftalen.
Men aftaler mister værdi, hvis kun den ene side overholder den, eller hvis det faglige grundlag er væk.
Lad os gennemgå det teater, som danske landmænd i øjeblikket skal forholde sig til. Et teater hvor alle omkostningerne betales af statisterne og ikke af tilskuerne.
Seges har afrapporteret om udledning af lattergas fra landbruget, og det viser, at de nuværende beregninger sandsynligvis overvurderer landbrugets udledning med mellem 2,5 og 10 gange.
Fejlen skyldes brugen af standardfaktor, hvor man antager, at en procent af kvælstoffet bliver omdannet til lattergas. Rapporten bekræfter tidligere viden og peger på, at beregningsmetoden bør ændres og indgå i de krav, der stilles til landbruget.
Det kan sammenlignes med at give en landmand en fartbøde uden faktisk at måle hastigheden. Hvis myndighederne vælger ikke at bruge den nye viden hurtigt, bør de kunne holdes ansvarlige for de økonomiske konsekvenser på samme måde som ved en uberettiget dom eller fængsling.
En målrettet indsats mod fosfor og kemiske forurening betyder meget i mange vandoplande, hvilket Bæredygtigt Landbrug i mange år har slået hårdt på.
Nu kan vi læse, at Halkær Bredning heldigvis er i bedring, efter spildevandet blev dirigeret en anden vej. Hvornår kommer de medicinske og kemiske indsatser øverst i bunken, når indsatser mod dem i mange situationer helt indlysende fungerer?
Og hvornår sætter man ind over for fosfor og indser, at udvekslingsforholdet i mange vandoplande er mere effektivt end kvælstof?
Ny viden skal ind og virke.
Det står i aftalen.
CO2 var et stort tema, men resten af verden har flyttet sig. Hvis diskussionen opstod i dag, ville man slet ikke betragte det, da der er langt større nærværende udfordringer foran os med krig, energi- og gødningsmangel samt en inflation på vej. Vi tilpasser os dermed ikke til verdens aktuelle situation.
Skovrejsning er udfordret, fordi det ikke er rentabelt. Desuden holder det ikke fagligt vand, og der er mange forhindringer i at tilmelde arealer samt forsyning af træer og mandskab. Ekstensivering duer ikke, da kvælstofreguleringen gør det nødvendigt at holde alle arealer inde i drift, for at kunne bruge dem til brak, for at holde sin øvrige ejendom i drift, hvad der så end er tilbage af den.
Kompensation er et andet og helt centralt område for ambitionerne. I aftalen lød det som om, man blev holdt økonomisk skadesløs - har finansministeriet afklaret beløbets størrelse?
Afsløringerne i Jyllands-Posten, hvor der fremgik, at ministerierne spekulerede i et akkumuleret tab af dækningsbidrag på op mod 35 procent, frem mod 2032, tyder på et betydeligt beløb. Skal det betales forlods, eller afventer man patientens død, inden "tab af erhvervsevneforsikringen" udbetales?
Følgeerhvervene skulle ikke miste arbejdspladser, har NNF og Dansk Metal lagt en plan for deres medlemmer, eller skal de bare skifte arbejdsplads til et sted inde i byen? Hvordan hænger det i så fald sammen med "udkantspolitikken" om mere liv på landet og skabe vækst for både erhverv og private, som Liberal Alliance turer frem med?
Hvem sørger for at deres huse holder værdien, når tocifrede beskæftigelsesprocenter forlader yderområderne?
Lækage af produktion skulle også undgås, så vi tager et globalt ansvar for verdens CO2-balance. Indtil videre er vi nået til en reduktion i husdyrbruget i Danmark, som svenskerne nok overtager og en Mercosuraftale om frihandel med oksekød fra Sydamerika?
Så er der det tilbagevendende spøgelse på side 43 i aftalen "med generelle forbehold for statsstøttegodkendelse". Hvor langt er man nået med at få ordningerne godkendt, og her mener jeg ikke bare for små delmål frem til 2030, men for helheden og garantierne i aftalen? Hvem griber regningen, hvis ikke det holder?
Når der indføres et utal af afgifter i alle led fra jord til bord eller eksportbåd, som ikke kan dækkes i international handel, hvordan påtænker man at skabe et incitament for fremtidig investering i dansk produktion?
Kunne de forhøjede afgifter ikke søges retur som investeringstilskud til nye investeringer for både landbrug og erhverv eller droppes, så det ikke blot er en ekstra skat? Indtil videre har vi kun hørt om den ene side af mønten om krav til landbruget, men hvor er opfølgningen og sanktioneringen af den anden side af mønten for deres manglende opfyldelse af krav?
Hvem sikrer, at nyeste viden rent faktisk implementeres og ikke samler støv på fagfolkenes kontor? Hvem holder dem op på deres del? Hvor er de politikere og kandidater, som byggede dette op og forsvarede det til sidste dag inden valgudskrivelsen?
Borgerlige partier og folkevalgte taler om liberale værdier, alt imens de fortsat tillader dette, uden at forstå, at det i dag er landbruget, der usagligt skal kvases. I morgen er et andet erhverv. Lige nu med regeringsforhandlingerne er der stilstand. Men landbruget vil vide: Hvem tager ansvaret på den anden side?
