De danske svineproducenter er fortsat under hårdt økonomisk pres som følge af et historisk vanskeligt marked for grisekød. Det ses i det halvårsregnskab, som Danish Crown netop har offentliggjort.

I en pressemeddelelse fortæller Danish Crown, at koncernen kommer ud af første halvår med et nettoresultat på 552 millioner kroner mod et korrigeret resultat på 351 millioner kroner i samme periode sidste år. Ser man bort fra en tilbageførsel af en tidligere hensættelse vedrørende fabrikken i Essen, ligger resultatet dog omtrent på niveau med sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig har Danish Crown reduceret det konkurrencemæssige gab til Tyskland med i gennemsnit 1,18 kroner pr. kilo grisekød. Ifølge koncernen skyldes forbedringen blandt andet bedre omkostningsstyring og øget effektivitet.

Hård kamp om færre kreaturer presser indtjeningen hos Danish Crown Beef
Se også:

Hård kamp om færre kreaturer presser indtjeningen hos Danish Crown Beef

- En forbedret konkurrencekraft og bedre styring af omkostningerne bekræfter os i, at vi er på vej i den rigtige retning, siger Group CFO Anders Aakær Jensen.

Trods fremskridtene er markedet for grisekød fortsat stærkt udfordret. Afrikansk svinepest i Spanien og et stort udbud af grisekød i Europa har presset priserne og dermed også noteringen til andelsejerne.

- Trods en styrket konkurrencekraft er vi fuldt bevidste om, at den nuværende notering ikke sikrer lønsomhed på gårdene. Selv om Danish Crown selv har absorberet noget af prisfaldet på grisekød, er det en bunden opgave at sikre et bedre økonomisk fundament for vores andelsejere. Presset på noteringen for grise tydeliggør kun vigtigheden af Danish Crowns transformation til en mere samlet og effektiv koncern, siger Anders Aakær Jensen.

Danish Crowns driftsresultat (EBIT) faldt til 631 millioner kroner mod 1,325 milliarder kroner i samme periode sidste år. Omsætningen faldt samtidig 2,6 procent til 31,6 milliarder kroner som følge af lavere globale markedspriser og mindre salgsmængder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Koncernen peger desuden på en mere usikker geopolitisk situation som en ny udfordring. Konflikter i Mellemøsten har allerede medført højere olie- og fragtpriser samt begyndende inflation på materialer.

På oksekødsområdet forbedrede Danish Crown sin konkurrencekraft markant og øgede afstanden til konkurrenterne i Tyskland og Holland. Danish Crown Beef omsatte for 3,744 milliarder kroner og leverede et EBIT-resultat på 63 millioner kroner i første halvår.

Ifølge koncernen er det europæiske marked dog fortsat præget af mangel på kreaturer og hård konkurrence om råvarerne, især i Tyskland.