Hos Dankalk, der driver kalkbrud ved Aggersund i Nordjylland og ved Mjels i Himmerland, var forventningerne til 2025 et overskud på mellem 20 og 25 millioner kroner. Og det har selskabet indfriet.
Resultatet for året blev nemlig 21,4 millioner kroner mod 18,75 millioner kroner året før, mens egenkapitalen steg til godt 300 millioner kroner.
Det fremgår af selskabets seneste regnskab.
Ser man på bruttofortjenesten steg den fra 46,4 millioner kroner til 53,7 millioner kroner. Selskabet oplyser ikke omsætning.
I ledelsesberetningen peger ledelsen på, at det gode år blandt andet blev drevet frem af et godt salg af kalkprodukter samt tørre vejrforhold.

Til Effektivt Landbrug siger administrerende direktør Jens Søndergaard, at man også har udnyttet anlægget godt.
- Det tørre forår og den gode sommer har betydet, at vi har produceret en god mængde råkalk af høj kvalitet. At kvaliteten er god skyldes, at vandprocenten har været lav. Det er noget, landmændene forstår, da de også ønsker en så lav vandprocent som mulig. Og ligesom landmændene, så er vi også afhængige af vejret, siger han til mediet.
Samtidig har selskabet investeret i nyt, energieffektivt udstyr samt taget en ny administrationsbygning i brug, som også bidrager til at sænke energiforbruget, fremgår det af ledelsesberetningen.
Desuden er flere andre investeringer undervejs, da man blandt andet har nye scrapere på vej, ligesom man også er ved at omstille sig fra kulfyr til gas i produktionen.





