Kramp Danmark leverer igen et overskud i et presset marked. Det viser det netop offentliggjorte regnskab for 2025.
Trods usikkerhed på markedet leverer den markedsledende landbrugsgrossist fortsat stabilt med et driftsresultat på 13,4 millioner kroner og et resultat efter skat på 9,9 millioner kroner.
Ganske i tråd med de foregående år.

I en pressemeddelelse kommenterer Peter Søgaard, salgsdirektør hos Kramp Danmark, resultatet.
- 2025 blev et år, hvor markedet var præget af tilbageholdenhed og usikkerhed. Det har lagt pres på vores nettoresultat, og derfor er vi tilfredse med, at vi samtidig formår at øge bruttoavancen og fastholde et fornuftigt overskud, siger Peter Søgaard.
Generelt oplever Kramp Danmark fortsat et marked, hvor kunderne holder igen med de store investeringer, samtidig med at den globale økonomiske usikkerhed påvirker både forsyningskæder og omkostningsniveauer.
Ifølge Peter Søgaard er det derfor afgørende for Kramp at fastholde fokus på de relationer og den service, der skaber værdi for kunderne i hverdagen.
- Markedet ændrer sig, men behovet for stabil drift, høj tilgængelighed og god service er større end nogensinde. Vi tror fortsat på markedet og på værdien af de langsigtede relationer, vi har opbygget med både kunder, leverandører og medarbejdere gennem mange år, siger han.
Kramp forventer i 2026 et resultat på niveau med 2025. Forventningerne er blandt andet præget af den fortsatte økonomiske usikkerhed i verden, som påvirker både transport- og distributionsomkostninger.
Tror på fremtiden
Kramp er i gang med opførelsen af et nyt højteknologisk nordisk distributionscenter i Vejle, som skal styrke logistik, leveringsevne og skalerbarhed på tværs af Norden.
Det nye distributionscenter bliver et centralt led i Kramps strategi om at styrke positionen som markedsleder og samtidig skabe endnu bedre rammer for både kunder og medarbejdere.
- For at være den bedste samarbejdspartner skal vi kunne levere på pris, sortiment og logistik. Derfor investerer vi langsigtet i vores nye nordiske distributionscenter i Vejle og i at udvikle vores forretning på tværs af markeder og segmenter. Vi tror på fremtiden og på, at stærke relationer og høj service fortsat bliver afgørende konkurrenceparametre, siger Peter Søgaard.
Kramp Danmark beskæftigede sidste år 168 fuldtidsansatte og er ejet direkte af moderselskabet Kramp Groep B.V. i Holland.





