Det danske teknologiselskab Perplant har rejst en investering på 7,6 millioner kroner. Bag runden står markante profiler som Jytte Rosenmaj, bestyrelsesformand i Agreena, og Kræn Østergaard Nielsen, AI investor og tidligere administrerende i Coop Danmark. Kapitalindsprøjtningen suppleres af finansiering fra EIFO samt projektbevillinger fra blandt andre ESA og Innovationsfonden, meddeler virksomheden i en pressemeddelelse.

Investeringen lander i en tid, hvor landbruget er under historisk pres for at reducere kemiforbruget og dokumentere deres miljøaftryk for at beholde tilskud. Perplant har knækket koden med en boks, der monteres på traktorens tag. Avanceret kunstig intelligens scanner marken i realtid og sikrer, at der kun sprøjtes præcis dér, hvor behovet er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vores AI kører over marken, dokumenterer den markens variation, hver eneste plante og grundvandsfølsomme områder. Det fjerner bureaukratiet for landmanden og sikrer, at vi kan lukke af for sprøjten præcis over grundvandsfølsomme områder med centimeter-præcision, siger Rasmus Emil Hansen, administrerende direktør og medstifter af Perplant.

Kortlægning af marken direkte fra traktoren
Se også:

Kortlægning af marken direkte fra traktoren

Sparer en kvart million

Perplants teknologi muliggør besparelser på op mod 90 procent af herbicider og 30 procent af gødningen. For en gennemsnitlig landmand med cirka 200 hektar grund svarer det til en årlig gevinst på cirka 269.000 kroner, hvilket sikrer fuld tilbagebetaling på investeringen allerede i første sæson, peger Perplant på.

Investorgruppen ser et potentiale i at rulle teknologien ud til de 98,5 procent af verdens landmænd, der i dag driver konventionelt landbrug og mærker det regulatoriske pres, men også andre målgrupper som blandt andre økologer og regenerative landbrug.

- Mere end ni ud af 10 af verdens marker drives i dag i blinde uden præcisionsdata , men Perplant skaber gennemsigtighed helt ned på planteniveau. Dette er en investering i den datainfrastruktur og tilhørende AI, der skal bygge bro mellem forbedringer i landmandens økonomi og forbrugerens ønske om dokumenteret bæredygtighed, udtaler investor Kræn Østergaard Nielsen.

Jordbrug med kirurgisk præcision
Se også:

Jordbrug med kirurgisk præcision

Ni gange mere dækning end droner

Mens satellitbilleder ofte har en opløsning på 10-30 meter, leverer Perplants sensorer en opløsning på 2-10 centimeter. Det er skarpt nok til at fungere som audit-grade dokumentation - altså faktiske fotos af hver plante, som kan bruges til verificering af satellitmålinger, der benyttes til dokumentation til myndigheder, forsikringsselskaber, banker og andre teknologivirksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet har allerede kortlagt over 200.000 hektar på tværs af Europa. Det svarer til ni gange mere dækning end samtlige landbrugsdroner i Danmark tilsammen og gør det til Nordens største præcisions-datasæt.

- Ingen satellit eller drone kan levere denne detaljegrad i en skala, der reelt flytter noget for den globale fødevarekæde. Ved at gøre enhver traktor til en intelligent datacentral skaber vi det faktuelle fundament, som både landmænd og myndigheder desperat mangler for at dokumentere den grønne indsats,siger Rasmus Emil Hansen.