Den 40-årige maskinhandler, Søren Jakobsen, er indtrådt i ejerkredsen af Præstbro Maskiner med 20 procent af aktierne og skal nu være med til at styrke virksomhedens salg og forhandlernetværk.

- Jeg har længe haft lyst til at prøve kræfter med livet som selvstændig, og gennem et mangeårigt kollegaskab med Præstbro Maskiner opstod der en mulighed, som jeg godt kunne se mig selv i, så selv om jeg havde et godt arbejde, som jeg var rigtig glad for, var jeg simpelthen var nødt til at tage springet og udleve min drøm om at blive selvstændig maskinhandler, siger Søren Jakobsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har hele sin karriere arbejdet i maskinbranchen, hvor han startede som sælger hos Ingemann Larsen i 2007 og har siden opbygget stor erfaring med salg af maskiner til landbrug, maskinstationer og entreprenører.

Stor maskinforretning siger farvel til direktøren
Se også:

Stor maskinforretning siger farvel til direktøren

Hos Præstbro Maskiner får Søren Jakobsen særligt fokus på udviklingen af virksomhedens forhandlernetværk. Virksomheden importerer i dag et bredt program af maskiner til landbrug, entreprenører, skoventreprenører og maskinstationer.

- Jeg er drevet af den gode handel, hvor både kunde og sælger går tilfredse fra bordet. Samtidig glæder jeg mig til at arbejde mere med virksomhedsstrategi, importplanlægning og udviklingen af forhandlernettet. Det er nyt for mig - og netop derfor enormt spændende, siger den nye medejer.

Trækker sig efter 45 år i branchen

Med ejerskiftet er der også sat gang i et generationsskifte, da Søren Jakobsen overtager de sidste aktier fra Ole Larsen, der efter 45 år som selvstændig i branchen har valgt at trække sig tilbage.

75-årig maskinimportør stortrives helt uden KPI'er, kontrol og krav
Se også:

75-årig maskinimportør stortrives helt uden KPI'er, kontrol og krav

Han startede sin første maskinforretning i Præstbro i 1981, og i 1993 etablerede han sammen med sin bror, Flemming Larsen, Præstbro Maskiner i den nuværende form. Senere blev også Oles søn, Thomas Larsen, en del af ejerkredsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter et langt arbejdsliv i maskinbranchen har Ole Larsen valgt at trække sig tilbage og nyde sit otium på Læsø.