For første gang er TBS Fyn i Tommerup klar til at vise helt nye knusere og mulchere fra TMC Cancela. Det sker i forbindelse med deres åbent hus fredag den 22. maj.
- Det er vores egen import, og vi faldt selv for deres ekstremt robuste konstruktion og flere tekniske detaljer, der fremmer kapaciteten og arbejdssikkerheden. Nu bliver det interessant, om kunderne på Fyn er enige med os i den betragtning, siger distriktschef Thomas Lilleholt fra TBS i en pressemeddelelse.
Han fremhæver blandt andet maskinernes egenvægt som eksempel på robustheden.
- Flere af modellerne vejer op til 500 kilo mere end tilsvarende redskaber fra konkurrenterne. Det fortæller lidt om hvor meget gods, der er i redskaberne fra TMC Cancela, siger han.
TMC Cancela er en spansk producent af maskiner til brug i landbrug, skovbrug og til grøn arealpleje. De har over 40 års erfaring med udvikling og produktion af robust PTO-drevet mulching-udstyr til brug for/efter landbrugstraktorer, men har også opbygget et omfattende produktprogram til montage på hydrauliske basismaskiner.
Til arrangementet på fredag vil der også være mulighed for at opleve Giant-minilæssere, Kverneland-redskaber, Krampe-vogne, Fendt-traktorer og en af de store Ideal-mejetærskere med bælter og et stort MacDon-skærebord.





