Juliana Trinidada Martins er forsker på Aarhus Universitet, og hun kunne for nylig ved et arrangement i Århus fortælle, at hun sammen med et team af forskere har haft held til på dansk jord at dyrke en soja-variant til human ernæring af fin kvalitet.

Det skriver Grovvarenyt, der udgives af Pressebureauet Aarhus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Juliana Trinidada Martins er assisterende professor og arbejder på andet år i et fireårigt projekt med navnet "Lupin and soy foods".

Aksel høster erfaringer med sojaproduktion
Se også:

Aksel høster erfaringer med sojaproduktion

Projektet er dermed i et meget tidligt stadie, men forskerne har foreløbig nået at teste en række sorter af soja og lupin for at finde nogle variationer, der kan passe i det danske klima.

På niveau med brasiliansk soja

Flere sorter kunne hurtigt udelukkes, men forskerne har også set variationer med meget gode resultater. Nogle af de afprøvede variationer har vist fine kvaliteter, udbytter og indhold af protein og olie. Nogle af sojabønnerne lå, til stor glæde for forskerne, på niveau med soja fra Brasilien, hvor der er en veletableret produktion, skriver Grovvarenyt.

I forhold til lupin har der været udfordringer med kløverskimmel, og at planterne lægger sig ned på grund af for meget regn. I fem ud af ni afprøvede sorter var indholdet af alkaloid, der er et bittersmagende giftstof, for højt til human ernæring.

Men det får ikke forskerne til at give op. Formålet med projektet er at få etableret dansk dyrkning af soja og lupin til fødevarer med god ernæringsmæssig værdi og lavt klimaaftryk og miljøpåvirkning. Foreløbig kører der forsøg på fire bedrifter, og der er helt sikkert stadig meget viden at hente i projektet, lød det fra Juliana Trindada Martins i følge Grovvarenyt.