- Med Venstres opbakning håber vi, sprøjteforbuddet endelig kan blive skrevet ind i et regeringsgrundlag, uanset hvilken regering, vi får.

Sådan siger administrerende direktør i Danva, Carl-Emil Larsen om Troels Lund Poulsens udmelding om, at Venstre nu støtter et nationalt sprøjteforbud, til trods for modsatte meldinger under valgkampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I en pressemeddelelse roser vandsektorens brancheorganisation, Danva, Venstre for at slutte sig til det parlamentariske flertal i Folketinget, som vil indføre et nationalt sprøjteforbud i grundvandsdannende områder.

- Det er godt, at Venstre nu også går ind for et nationalt sprøjteforbud, hvor vandselskabernes grundvand dannes. Det giver os begrundet håb om endelig at få sikret os rent drikkevand i fremtiden. For vi kommer ingen vegne med den nuværende frivillige tilgang, der har bevæget sig i sneglefart i knap 30 år. Tal fra Miljøministeriet viser krystalklart, at den eneste rigtige og samfundsøkonomisk billigste løsning er et nationalt sprøjteforbud. Med Venstres opbakning håber vi, sprøjteforbuddet endelig kan blive skrevet ind i et regeringsgrundlag, uanset hvilken regering, vi får, siger Carl-Emil Larsen, og tilføjer:

- Man skal naturligvis stadig kunne vælge den frivillige grundvandsbeskyttelse uden for de sårbare grundvandsdannende områder for eksempel i relation til den grønne trepart. Men inde i områderne skal vi have fremtidssikret produktionen af vores drikkevand med et nationalt sprøjteforbud.

Venstre vender: Støtter nationalt sprøjteforbud
Se også:

Venstre vender: Støtter nationalt sprøjteforbud

I tråd med folkestemning

Venstres støtte til et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder er helt på linje med størstedelen af befolkningens ønske, mener Danva.

For 91 procent af danskerne mener nemlig ifølge en undersøgelse fra Wilke, at drikkevandet skal beskyttes med sprøjteforbud. Opbakningen er bred på tværs af vælgerne fra forskellige partier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ligesom mælk

Danvas ønske om et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder, kombineret med rensning udvalgte steder i en periode, vil give vandselskaberne den kontrol over produktionen af rent drikkevand, som der er brug for nu og i fremtiden, peger direktøren på.

- Vandselskaberne har desværre ikke kontrol over kvaliteten af det lager af grundvand, hvorfra produktionen af drikkevand kommer fra, fordi det ikke er beskyttet mod brug af pesticider, kemikalier og nitrat, siger Carl-Emil Larsen.

Han sammenligner vandselskabernes situation med, hvis et økologisk mejeri ikke havde kontrol med dets mælk.

- Et økologisk mejeri skal jo kunne dokumentere, at køerne har spist sprøjtefrit foder. Ellers kan man komme på bagkant med både produktion og krav fra myndighederne, siger Carl-Emil Larsen.

- Indføres der et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder, så kan vandselskaberne komme på forkant med at sikre deres produktion af drikkevand. Mejerierne har heldigvis fuld kontrol over mælken. Vandselskaberne skal også sikres kontrol over deres produktion fra lager til levering af rent drikkevand, tilføjer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trods sindssyg valgkamp: Det bliver som vi allerede har aftalt
Se også:

Trods sindssyg valgkamp: Det bliver som vi allerede har aftalt

Danva mener, at vandkunderne ikke skal efterlades alene med regningen for den meromkostning, som indsatserne til grundvandsbeskyttelse og rensning af drikkevand kræver af vandforsyningerne.

Finansiering af indsatser skal ud fra en årsagsbetragtning ske med hovedvægt på staten og landbruget. Danva mener også, at et nationalt sprøjteforbud bør suppleres af forbud mod udlægning af jord og spildevandsslam i de sårbare grundvandsdannende områder, ligesom der skal sættes ind overfor andre trusler mod grundvandskvaliteten.

Det omfatter blandt andet punktkildeforureninger, herbicider fra maling og træbeskyttelse, udfasning af PFAS-stoffer og anvendelse af problematiske byggematerialer med mere.