TBS Maskinpower har i dag sagt farvel til sin administrerende direktør, Jan Garder.
Det fortæller TBS Maskinpower i en kortfattet pressemeddelelse.
- CEO Jan Garder fra TBS Maskinpower ApS har efter gensidig overenskomst med aktionærerne d.d. fratrådt sin stilling. Ledelsesopgaven varetages fremadrettet af Martin Geiser og Aksel Antonsen, der allerede nu har driftsansvaret i TBS og Valtec maskinforretningerne, og fremover også vil have det overordnede ansvar for leverandører, samarbejdspartnere og ledelsesmæssige opgaver i hele koncernen, skriver TBS Maskinpower, der ikke har yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.
Selskabet understreger, at ændringen ikke har betydning for den daglige drift af TBS og Valtec service- og salgsafdelingerne.
TBS Maskinpower, der distribuerer og forhandler Fendt i Danmark, og Valtec-forretninger, der distribuerer og forhandler Valtra, omsatte for over en milliard kroner sidste år. Selskabet havde ifølge regnskabet for sidste år 203 medarbejdere.
Jan Garder kom til TBS Maskinpower i 2018 fra en stilling som forretningsudvikler hos Væksthus Syddanmark. Jan Garder er uddannet produktionsingeniør og har i sin karriere arbejdet med salg, organisation og ledelse både i Danmark og internationalt.





