Trods optimale betingelser for forårsarbejde i marken formåede Vestjyllands Andel onsdag at trække 350 til VA Folkemøde på hovedkontoret i Herning.
Programmet bød blandt andet på paneldebat, foredrag ved Niels Krause-Kjær, generalforsamling, valg til repræsentantskabet og ikke mindst masser af networking.
Efter at Vestjyllands Andel i 2022 udfordrede idéen om den klassiske generalforsamling, har grovvareselskabet årligt inviteret både medlemmer og samarbejdspartnere til det velbesøgte VA Folkemøde.
I forbindelse med gårsdagens femte udgave af arrangementet var der endnu engang sammensat et relevant program, som blev indledt med en solid brunch kl. 10.30 og sideløbende networking blandt de fremmødte.
Paneldebat
Efter en motiverende indledning fra CEO Steen Bitsch gik Anders Søgaard, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, på scenen for at byde velkommen til dagens paneldebat under temaet: Arealanvendelse i forandring - trussel eller mulighed for landdistrikternes fremtid?
I kraft af sin rolle som moderator skulle han styre debatten blandt de veloplagte paneldeltagere bestående af:
- Steffen Damsgaard - formand for Landdistrikternes Fællesråd
- Christian Voigt - landbrugsdirektør i Nykredit
- Lisbeth Henricksen - CEO hos Seges Innovation
- Jacob Palsgaard - vicedirektør for Aage V. Jensen Naturfond
- Alex Ostersen - bestyrelsesformand for Vestjyllands Andel
- Steen Bitsch - CEO hos Vestjyllands Andel
Debatten efterlod ifølge VA et klart indtryk af, at fremtidens udfordringer omkring arealanvendelse, klima og udviklingen af det danske landskab bedst løses i fællesskab - og at nye teknologiske virkemidler kommer til at spille en afgørende rolle i arbejdet med at skabe balancerede løsninger for både landbrug, natur og ikke mindst de mennesker, der bor i landdistrikterne.
Forfatterindlæg
I kølvandet på paneldebatten indtog journalist og forfatter Niels Krause-Kjær scenen med et tankevækkende indlæg med udgangspunkt i sin bog Ude for uden.
Med afsæt i sin egen opvækst fortalte han levende om strukturudviklingen i dansk landbrug og de forandringer, der gennem generationer har præget både erhvervet og livet på landet. Samtidig satte han fokus på betydningen af forpligtende fællesskaber som et bærende element for ikke mindst landdistrikternes fremtid.
Generalfrosamling
Efter en pause med networking, hvor medlemmerne havde mulighed for at tale med VA´s faggrupper og nærmeste samarbejdspartnere, blev scenen indtaget af bestyrelsesformand Alex Ostersen til den formelle del af VA Folkemødet, den ordinære generalforsamling.

Alex Ostersen så tilbage på et tilfredsstillende år for Vestjyllands Andel, hvor især kerneforretningen har performet. I den forbindelse pointerede han, at VA-koncernen på det organisatoriske plan står stærkere end nogensinde.
- Generelt oplever jeg, at vi står et rigtig stærkt sted som organisation. Vi har en god balance mellem erfaring og fornyelse. Vi har medarbejdere med mange års indsigt i branchen, og vi har nye dygtige kolleger, som kommer med energi og nye perspektiver. Faktisk har jeg følelsen af, at vi aldrig har været bedre kørende med de humane kompetencer, vi har i VA, sagde formanden.
Afslutningsvis i sin beretning fremhævede han blandt andet den store udviklingslyst, der hersker i Vestjyllands Andel.





