Daka Denmark A/S leverede i 2025 et overskud på 56,6 millioner kroner, en forbedring i forhold til 2024, hvor årets resultat udgjorde knap en million kroner.

Omsætningen steg samtidig fra 697,6 millioner kroner til 829,9 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremgangen er især drevet af større og mere stabile mængder af animalske biprodukter fra landbrug og slagterier. Det har styrket driften og udnyttelsen af Dakas kapacitet. Samtidig har lavere energipriser bidraget positivt til resultatet, skriver Daka Denmark A/S i en pressemeddelelse.

Driftsresultatet gik dermed fra et underskud i 2024 til et overskud på 51,1 millioner kroner i 2025.

- I 2025 har vi kunnet opretholde en effektiv og stabil drift - også i en periode med et højt aktivitetsniveau. Sammen med lavere energipriser og en mere stabil markedssituation har det været afgørende for resultatfremgangen og giver os et solidt udgangspunkt fremadrettet, siger Kasper Holm, CFO i Daka Denmark A/S.

Beredskabsaftale ved smitteudbrud er faldet på plads
Se også:

Beredskabsaftale ved smitteudbrud er faldet på plads

Den forbedrede indtjening er omsat til et positivt cashflow og har styrket selskabets finansielle position. Egenkapitalen udgør ved årets udgang 304 millioner kroner svarende til en soliditet på 58 procent.

I 2026 forventer Daka et aktivitetsniveau og en omsætning på niveau med 2025.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklingen vil dog i høj grad afhænge af energipriser og øvrige markedsforhold, som er forbundet med betydelig usikkerhed og kan få direkte betydning for omkostningsniveau og resultat, skriver Daka Denmark.

Samtidig fortsætter arbejdet med at styrke forretningen samt rammerne for Dakas servicetilbud og samarbejde med kunderne.