Det har været en langstrakt affære for Danish Agro at få frigivet det korn, som fødevaremyndighederne sidste år beslaglagde.

Men nu skulle det sidste korn være frigivet til brug i biogas, foder og i enkelte tilfælde fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Landbrugsavisen, som også kan berette, at Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i alt har givet grovvaregiganten seks bøder for i alt 210.000 kroner for sagen.

Sagen tog sin begyndelse i oktober, hvor Fødevarestyrelsen hos Danish Agro i Dalmose fandt mug og skimmel i årets høst, og beslaglagde 37.000 tons korn.

- Vores medarbejdere konstaterede mus og rotter i haller og siloer og på udearealer, herunder gange og reder i både foder og brødkorn. Derudover var der stor forekomst af ekskrementer fra mus og rotter flere steder, forklarede fødevarechef i Fødevarestyrelsen, Jakob Munkhøj dengang.

I alt 64.000 tons korn er beslaglagt
Se også:

I alt 64.000 tons korn er beslaglagt

Siden da blev også et kvantum korn beslaglagt i afdelingen i Nykøbing Falster, så den totale mængde androg 64.000 tons.

Også afdelingen i Nakskov fik beslaglagt korn, skriver Landbrugsavisen, som også citerer Danish Agros kommunikationsmedarbejder, Pernille Basballe, som i et skriftligt svar skriver:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har iværksat en række yderligere tiltag i forhold til vores kornhåndtering, blandt andet et udvidet samarbejde med et eksternt skadedyrsbekæmpelsesfirma og færdigimplementering af nye processer og øget overvågning. Vi er derfor klar til at modtage korn i den kommende høst.