CNH Industrial kom ud af første kvartal 2026 med en omsætning på 3,8 milliarder dollar, hvilket er uændret i forhold til samme periode sidste år, når der tages højde for positive valutaeffekter.

Det viser det netop offentliggjorte kvartalsregnskab for det børsnoterede selskab, der blandt andet står bag Case IH og New Holland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet landede på 10 millioner dollar mod 132 millioner dollar året før, mens det justerede resultat blev 21 millioner dollar.

På trods af tilbagegangen fastholder selskabet sine forventninger til hele året.

Ifølge administrerende direktør Gerrit Marx var udviklingen i tråd med forventningerne i et marked præget af modvind.

- Selvom første kvartal var præget af historisk lav efterspørgsel på landbrugsmaskiner i Nordamerika, et komplekst handelsmiljø og fortsatte udfordringer i Brasilien, var vores resultater i tråd med forventningerne, siger Gerrit Marx.

Topchefen fremhæver dog, at virksomheden har holdt en stram styring af produktionen og fastholdt stabile lagre hos forhandlerne. Samtidig har fokus på effektiv drift og kvalitet bidraget positivt til både priser og omkostninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Teamet holdt fast i disciplinen ved nøje at styre produktionen, holde lagrene i distributionskanalerne stabile og levere positive resultater på priser og produktionsomkostninger gennem operationel effektivitet og kvalitetsforbedringer. Vores fokus er fortsat på at positionere CNH til det kommende markedsopsving, støtte vores kunder med stærke produkter og teknologi samt skabe holdbar, langsigtet værdi, siger Gerrit Marx.

CNH vurderer, at landbrugssektoren er tæt på bunden af den nuværende cyklus, forudsat at de globale handelsruter forbliver åbne. Selskabet arbejder derfor målrettet på at stå stærkt, når markedet igen vender, blandt andet ved at styrke produktudbuddet og teknologiske løsninger.

Selv om CNH samlet set leverer et markant fald i resultatet er Europa et af de få lyspunkter. Traktorsalget i EMEA ( Europa, Mellemøsten og Afrika) steg to procent, mens alle andre regioner enten faldt eller var under pres. Til gengæld faldt salget af mejetærskere i EMEA med fem procent.