Nye resultater fra tre års markforsøg hos Syngenta peger på, hvordan landmænd allerede fra 2026 kan begynde at tilpasse deres indsats til de kommende sæsoners svampebekæmpelse.
Det fortæller Syngenta i en pressemeddelelse.
Ifølge Morten Lind, teknisk ekspert hos Syngenta, er der ikke tvivl om retningen.
- Vi står med tre års dokumentation fra både interne forsøg og landsforsøg, som viser vejen frem i de kommende sæsoners strategier. Den kurative effekt bliver reduceret, og derfor bliver det helt afgørende at ramme rigtigt med behandlingerne i forhold til timing, så vi undgår at skulle bekæmpe allerede etablerede sygdomme. Det gælder, uanset hvilket sprøjtetidspunkt, vi befinder os på, siger Morten Lind.
Forebyggelse og timing
Når svampebehandlingerne bevæger sig i retning af mere forebyggende strategier, stiller det større krav til både planlægning og udførelse af strategien, forklarer Lars Albrecht, planteavlsrådgiver, Albrecht Agro.
- Vi skal tilbage og gentænke nogle af de strategier, vi har brugt tidligere, men på en ny måde. For vi har ikke nødvendigvis den samme effekt tilbage af midlerne som vi havde for 10 år siden, siger han.
- Derfor bliver vi nødt til at være mere på forkant. Vi kan ikke vente på, at sygdommen opstår, så strategierne fremover skal i højere grad være forebyggende, siger Lars Albrecht.
Rådgiveren understreger dog, at vi i Danmark står i en bedre situation end i øvrige lande.
- I Danmark har vi arbejdet med blandinger i behandlingerne, hvilket gør, at vi ikke ser en lige så stor en udfordring med resistens som i andre lande. Men det er fortsat vigtigt at tænke i blandinger og komme med de vigtigste midler på det rigtige tidspunkt, siger Lars Albrecht.
Tre veje ind i 2026-sæsonen
Med baggrund i forsøgsdata peger Syngenta på en række strategier, som landmænd kan arbejde ud fra i 2026 for at forberede sig på de kommende sæsoner. Det konkrete valg af strategi afhænger af udgangspunktet for den enkelte landmand.
- GRETEG Star viser gode effekter som et hovedmiddel ved fanebladssprøjtningen mod septoria og bør suppleres med en relevant blandingspartner, hvis der er risiko for kraftig angreb af gulrust. Det er en løsning, der både giver solid beskyttelse her og nu og samtidig bringer dig tættere på strategierne, som de vil komme til at se ud fremover, så vores anbefaling er, at få det testet af, så du som landmand ved, hvordan du skal forholde dig i 2027, siger Morten Lind.
For dem, der allerede har disponeret med Balaya og Propulse, viser forsøgene, at det kan være relevant at tilpasse strategier med en stærk blandingspartner. Kombinationer med GRETEG Star har vist gode resultater, så hvis du ikke har tilstrækkeligt Balaya til f.eks. dit hvedeareal, så er en blanding med GRETEG Star i en oplagt løsning.
Vejen frem: Start rigtigt
Ifølge Morten Lind gælder det om at holde sig tæt til erfaringerne fra forsøgene fremover.
- Vi skal tilpasse os nogle nye vilkår. Men det er vores erfaring fra forsøgene, at det godt kan lykkedes at opnå samme udbytter med de midler, vi fortsat har til rådighed, siger han.
- Fremover kommer vi dog til at skulle tænke endnu mere i IPM-principper. Desuden skal man være god til at følge situationen i marken. Det gælder virkelig om at være på forkant med sygdomsudviklingen, ramme den rigtige timing i behandlingerne og bruge alle værktøjerne i værktøjskassen - men så kan det også sagtens lykkes i 2027 og frem, siger Morten Lind.

