Vkst og Velas fusionerer. Det er vedtaget af generalforsamlingerne i de to rådgivningsvirksomheder, og nu bliver fusionen endnu tydeligere.

For Vkst bliver til Velas, da en samlet bestyrelse har besluttet at rådgivningsforretningen i Vkst skifter navn til Velas, så alle aktiviteter samles under samme navn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vkst og Velas er begge stærke brands med hver deres historie, faglighed og lokale forankring. Vkst har opbygget en solid position, særligt på Sjælland og øerne samt Bornholm, hvor der er stærke relationer til kunderne og høj faglighed. Den styrke tager vi med ind i det samlede Velas, siger Torben Hansen, bestyrelsesformand i Velas, i en pressemeddelelse.

Vkst vælger ny formand og udvider formandskabet
Se også:

Vkst vælger ny formand og udvider formandskabet

Han understreger, at beslutningen især sigter mod at samle det bedste fra to verdenen under ét navn.

- Tilsvarende har Velas gennem en årrække opnået en bred kendskabsgrad på Fyn og i Jylland. Ved at samle os under ét brand får vi en tydeligere profil og en stærkere platform, og samtidig får vi det bedste fra begge verdener, da foreningen Vkst vil fortsætte under samme navn som hidtil. Det glæder jeg mig meget over, og for medlemmerne i Vkst-foreningen vil der ikke være nogen ændringer. Foreningen lever videre som hidtil og vil fortsat være et vigtigt samlingspunkt, der kæmper for de lokale landmænd, siger han.

Forenede kræfter

Med ét fælles brand bliver det nemmere og mere naturligt at arbejde på tværs af geografi og fagligheder, hvilket både vil øge kvaliteten af rådgivningen og øge udbuddet af tilbud til kunderne, peger rådgivningsvirksomheden på.

- Som samlet virksomhed har vi nu opnået en størrelse og en bredde, der gør os i stand til at tilbyde den ubetinget stærkeste rådgivning i markedet. Uanset om det handler om planteavlsrådgivning eller strategi- eller økonomirådgivning, så har vi nogle helt unikke ting på hylderne. Samtidig giver størrelsen os også en kapacitet til at nytænke og udvikle helt nye services og produkter, som ikke har været muligt i landbruget før, siger Jacob Christiansen, administrerende direktør i Velas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser beslutningen som et naturligt næste skridt efter fusionen.

- Jeg er både stolt og forventningsfuld over, at vi nu fortsætter under samme navn. Vi har samlet to stærke organisationer, og nu samler vi også den første del af identiteten. Det giver os et endnu bedre udgangspunkt for at udvikle os og skabe værdi for kunderne i en tid, hvor landbruget står over for store forandringer, siger han.

Fusion på vej mellem Velas og Vkst
Se også:

Fusion på vej mellem Velas og Vkst

Ingen ændringer for kunderne

Selvom navnet ændres, vil kunderne ikke opleve ændringer i deres daglige samarbejde.

- For kunderne vil det i praksis fungere som det, de kender i dag. De vil fortsat møde de samme rådgivere og få den samme lokale, nærværende rådgivning, som de kender i dag, siger Jacob Christiansen, der peger på, at selvom Velas med 800 medarbejdere nu er blevet en stor virksomhed, så er det stadig det lokale og nære, der er hjørnestenen i den nye organisation.

- Der er ingen tvivl om, at vi med fusionen er blevet en stor virksomhed. Men vi har 13 lokationer over hele landet, og det ændrer vi ikke på. Vi ved, hvor vigtigt det er at være tæt på kunderne, og derfor værner vi om den lokale tilstedeværelse og vores langvarige relationer til landmændene, siger han