Forårets varme har stadig ikke sænket sig ned over Europa, og det betyder, at den store efterspørgsel på grisekød til grillsæsonen stadig lader vente på sig.
Det meddelser Danish Crown.
Udbuddet af kød på det europæiske marked er højt, og prisstigningerne, som normalt ses på denne tid af året, har endnu ikke indfundet sig.
- Det forventede løft på det europæiske marked viser sig ikke aktuelt. Udbuddet af særligt fersk kød er stort over hele Europa, og detail-ledet har fortsat en beholdning af frostvarer, som presser den aktuelle efterspørgsel ned. Samtidig mærker vi de øgede omkostninger på olie som konsekvens af situationen i Mellemøsten, siger Jens Peter Clausen, der er direktør for Danish Crown Industry.
Mens eksportmarkedet for midterstykket på grisen stadig holder en svag positiv tendens, er priserne på de øvrige delstykker under pres.
- Priserne på forender og skinker taber en smule terræn på markedet, og det trækker vores samlede afsætningspriser ned. Vi ser dog ind i en tid, hvor vi forventer, at priserne på disse delstykker i løbet af få uger vil løfte sig igen og stige gradvist i takt med det varmere vejr og flere helligdage rundt om i Europa, siger Jens Peter Clausen.
Der er stadig en fin afsætning til Fjernøsten, men konkurrencetrykket fra andre europæiske lande er samtidig blevet tydeligere på disse markeder, lyder meldingen fra Danish Crown.

