Fra i dag, den 28. april, er Semler Agro eksklusiv forhandler i Danmark af Bogballe/Bredal, og vil dermed fremover varetage salget af Bogballe/Bredal-produkter til danske landmænd og maskinstationer.
- Med aftalen får vi en produktportefølje af kvalitetsspredere, som passer rigtigt godt ind i vores øvrige portefølje af premium produkter, som netop efterspørges af danske landbrug og maskinstationer, siger Søren Thomasen, der er Commercial Solution Center Manager hos Semler Agro i en pressemeddelelse.
Aftalen er et led i Semler Agros ambition om at tilbyde intelligente og effektive løsninger, der matcher behovene i moderne dansk landbrug.
- Kombinationen af effektive spredere og John Deere Precision Tech, giver unikke muligheder for planlægning af opgaver såsom gødskning og sprøjtning og understøtter det voksende behov for dataopsamling og automatisk dokumentation af arbejdet i marken, siger Søren Thomasen.
Niels Nicolai Andersen, der er administrerende direktør i Bogballe/Bredal ser også frem til samarbejdet.
- Vi ser samarbejdet med Semler Agro og deres stærke landsdækkende salgs- og service-setup som en fantastisk mulighed for at komme endnu tættere på de danske landmænd og maskinstationer.
Bogballe/Bredals hidtidige forhandlere i Danmark er i dag blevet opsagt.
Semler Agro har som følge af den nye aftale fratrådt den hidtidige eksklusive aftale med franske Sulky. Dog meddeler man, at man fortsat vil yde support og føre reservedele til de spredere, der kører i Danmark.





