- Statsrevisorerne kritiserer skarpt Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris og Ministeriet for Grøn Treparts kontrol med grises velfærd. Tilrettelæggelsen og udførelsen af kontrollen medfører risici for, at dårlig dyrevelfærd ikke opdages og standses. Den nuværende kontrol med grises velfærd efterlader blandt andet muligheder for, at producenterne kan undgå kontrol og skærpede sanktioner.
Sådan lyder det fra statsrevisorerne i rigsrevisionens beretning om kontrol med grises velfærd. I kontrollen har statsrevisorerne undersøgt og vurderet, om de to ministeriers kontrol med dyrevelfærden i svineproduktionen er tilfredsstillende, og det mener de ikke den er.
- Statsrevisorerne konstaterer, at styrelserne generelt giver milde sanktioner for overtrædelser af reglerne om grises velfærd, lyder det detsuden fra statsrevisorerne.
I beretningen peger revisorerne på flere punkter, som de finder kritisable.
Blandt andet mener de ikke, at Fødevarestyrelsen tilrettelægger kontrollerne, sådan så det er de mest risikofyldte besætninger, der bliver udvalgt til kontrol. Det hedder sig ellers, at kontrollen er risikobaseret.
Rigsrevisorerne mener desuden ikke, at alle relevante producenter får kontrol, idet de mener, at man som producent kan undgå kontroller ved at opsplitte sit landbrug i flere enheder.
Om denne praksis reelt er udbredt vides dog ikke, idet statsrevisorerne ikke mener, at der er ført tilstrækkeligt med kontrol på området.
- Producenter, der tidligere har fået sanktioner på grund af dårlig dyrevelfærd i deres besætninger, kan fjerne disse besætninger fra SGAV's kontrolpopulation ved at ansøge om EU-støtte fra et andet CVR-nummer. Dermed kan de undgå de skærpede sanktioner, der ellers skal pålægges producenten ved gentagne overtrædelser, skriver revisorerne.
Dårlig kontrol af kupering
Statsrevisorerne mener heller ikke, at de vejledninger, som kontrollanterne følger, kan sikre en tilstrækkelig kontrol med avlsmetoder, nedkøling og forbuddet med rutinemæssig halekupering.
I forhold til halekupering mener revisionen endda, at ministerierne modarbejder reglerne.
- Der fremgår intet om vejledning om kontrol med avlsmetoder, på trods af, at styrelserne er forpligtet til at føre kontrol med avlsarbejdet. På nogle områder modvirker administrationen intentionen i reglerne, eksempelvis EU's regler om, at klipning af haler skal udfases, lyder det i beretningen.
Når en kontrol fører til sanktioner, så bliver der også generelt sanktioneret mildt, mener revisorerne.
- Myndighedernes vejledninger om brug af sanktioner mangler klare kriterier, og styrelserne giver generelt milde sanktioner for overtrædelser af reglerne om grises velfærd. Fx skal sanktionerne skærpes, hvis en overtrædelse sker igen inden for to år. Men FVST kontrollerer som regel ikke den samme besætning igen inden for tre år, skriver de.
De peger på, at Fødevarestyrelsen i 31 procent af de tilfælde, hvor reglerne for grises velfærd er overtrådt, vejledt producenten uden at sanktionere, og i 65 procent af tilfældelene givet indskærpelser, der er den mildeste form for sanktion
- Påbud/forbud gives ekstremt sjældent. Kun i fire procent af tilfældene har overtrædelserne ført til politianmeldelser, skriver statsrevisorerne.

