Frejma har efter flere års udviklingsarbejde og test leveret den første maskine til mekanisk ukrudtsbekæmpelse og stenopsamling med riste-kasser samt elevatorbånd til landmændene Gert Iversen, Annette Dam og Rasmus Karlsen, der driver Skåbhusgård Agro og Urlund i Midtjylland.
Fællesskabet, der råder over 710 hektar jord og driver planteavl med kartofler, korn og frøgræs, er sten en tilbagevendende udfordring, skriver Frejma i en pressemeddelelse.
- Vi har simpelthen jord, hvor vi hvert tredje år skal håndtere de samme sten. Dem vil jeg gerne have væk, og det kan maskinen fra Frejma klare, siger han.
Maskinen er taget i brug og har blandt andet været på marker med både rodukrudt og sten.
- Vi har været i gang med at rydde omkring 26 hektar med gråbynke og 10-12 hektar for sten. Nu skal vi over cirka 70 hektar, hvor vi rydder sten, inden der skal lægges kartofler, fortæller Gert Iversen.
Derudover skal maskinen også bruges på arealer, hvor kvæg skal græsse.
- Vi vil gerne have de større sten væk, så de ikke giver problemer, siger han.
Valget faldt blandt andet på Frejma, fordi der er tale om en dansk virksomhed.
- Både udvikling og produktion af maskinen er i Danmark, og det kan jeg godt lide. Vi er jo danskere, og vi kan godt selv, siger Gert Iversen.
Højere kapacitet end eksisterende løsninger
Ifølge Jacob Linding er der især to forhold, der adskiller maskinen fra eksisterende løsninger på markedet.
- Vi kan tage fire meter i bredden, hvilket er noget mere end de eksisterende på markedet, når vi snakker sten, og det giver altså en helt anden kapacitet. Derudover kan vores maskine køre stenene væk fra marken til en lavere pris end mange af de løsninger, der findes i dag, siger han.
De første testresultater peger også i den rigtige retning.
- Uafhængige test har vist, at når vores maskine har været over marken, er der under fire procent sten, når kartoflerne tages op. Det tal er vigtigt for os, når vi skal konkurrere mod andre maskiner på markedet. Derudover har vi fordelen af, at vi kan køre stenene væk fra marken. Så er det i hvert fald ikke de sten, man skal bøvle med igen om 3-4 år igen, forklarer han.
Klar til næste sæson
Den første maskine er leveret, og interessen er stigende.
- I skrivende stund har vi solgt maskine nummer to, og vi har en forventning om at sælge flere til efter høsten, når jorden skal bearbejdes igen, siger Jacob Linding.
Han peger samtidig på, at timingen er afgørende for de landmænd, der overvejer en investering.
- Hvis man vil være sikker på at have en maskine klar til næste sæson, er det nu, man skal give lyd. Om man vil det eller ej, så bliver der mindre kemi i fremtiden, og her er vores maskine et godt alternativt til kemien, når det kommer til ukrudts-delen. Så hellere være på forkant, når det gælder lovgivningen, siger han.

