Den første prisstigning på mælk i lang tid er netop kommet, og vi har fået et tilsagn fra Arla om, at flere stigninger er på vej. Det giver et lille nøk i retningen af en lysere fremtid, og vi begynder så småt at overveje muligheden for, at vi får vendt udviklingen i dansk mælkeproduktion. Uden at jeg skal lyde som lyseslukkeren, der blot har de pessimistiske briller på, er jeg dog alligevel bange for, at vi skal væbne os med tålmodighed, inden vi for alvor lader champagneproppen springe.
I Europa begynder der så småt at være stemning for, at vi skal have mængden af mælk ned, hvis vi skal have vendt kurven. Det er endnu ikke noget, vi ser i stor stil, men der er begyndende tiltag i den retning, og måske skal vi også tage ansvar for det i Danmark. Det er jo et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og så længe mængden af mælk er større end efterspørgslen, så vil prisen forblive lav.
Dansk mælkeproduktion har igennem mange år haft fokus på ydelse, ud fra en filosofi om, at hvis vi blot kunne hente flere kilo mælk ud af vore køer, så nedsatte det de faste omkostninger pr. kilo mælk. Mange steder har vi blot set, at de variable omkostninger er fulgt med op, hvilket har opretholdt en høj produktionspris. I denne krise har vi alle fået fokus på produktionsprisen, og ikke alene de faste omkostninger ved produktionen. Vi er blevet dygtige til at skrue på de faktorer, der påvirker prisen pr. kilo mælk, vi producerer, og selvom mange stadig kan påvirke produktionsprisen i en positiv retning, vil jeg gerne tage hatten af for, at vi er nået så langt, som vi faktisk er. Nu bliver den vanskelige opgave at holde produktionen, samtidig med at vi opretholder en lav produktionspris, for ikke at tale om den opgave der ligger i, at øge produktionen, uden at omkostningerne løber med.
Hvis vi fortsætter den sti, vi har lagt ud, og ikke slingrer undervejs, tror jeg på, at vi vil komme styrket ud af dette dødvande.
