Pilen peger ikke entydigt i én retning, når man kigger bredt på det europæiske marked for okse- og kalvekød.
- Det er lidt svært at vejre en entydig stemning blandt interessenterne i markedet lige nu. De nordeuropæiske markeder og især Tyskland og til dels Frankrig er svage, mens der er mere aktivitet i eksempelvis Italien. Overordnet må vi dog sige, at aktiviteten kunne bruge et løft, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Fokus skifter mere og mere til bagfjerdingen af kreaturet og dermed også de mere sommerlige varer, men det slår ikke for alvor igennem endnu, skriver Danish Crown Beef i deres markedsberetning for uge 18.
- Vi kan se, at vores salg af burgere til cafeerne springer ligeså snart solen skinner, fordi folk gerne vil ud og nyde det gode vejr og god mad, så vi har en forventning om, at et temperaturløft kan få efterspørgslen til at stige mere kontinuerligt, men vi har ikke set det endnu, siger Henning Sønnichsen.

