Hos mælkeproducent Huibert Van Dorp ved Ølgod er skårlægningen blevet en mere integreret del af driften. Med et nyt butterfly-skårlæggersæt fra SIP har han fået større fleksibilitet, bedre arbejdsgang og mere kontrol over græsproduktionen.
Mellem Herning og Varde driver Huibert Van Dorp en mælkeproduktion med 650 køer og 450 hektar jord, hvoraf omkring 180 hektar er græs.
Huibert er oprindeligt fra Holland og kom til Danmark i 2001. Efter nogle år som ansat købte han og hustruen deres egen ejendom i 2004, og siden er bedriften løbende udbygget, senest med ny stald i 2023. I dag er der otte ansatte på gården, og næste generation er også på vej ind i driften, skriver WekoAgro Machinery i en pressemeddelelse.
Græsproduktionen spiller en central rolle i driften, hvor målet er høj grad af selvforsyning med grovfoder.
- Vi er omkring 60 procent selvforsynende med grovfoder, og vi vil faktisk hellere have lidt for meget end for lidt. Vi kommer fra Holland, hvor der er en stærk tradition for græs, og derfor fylder det helt naturligt også meget hos os her på gården, siger Huibert Van Dorp.
Netop fordi græsset er fundamentet i foderforsyningen, stiller det også store krav til både timing og kapacitet i marken.
Fra afhængighed til egen løsning
Tidligere var det den lokale maskinstation, der håndterede græsset, men det gav ikke altid den fleksibilitet, der var behov for.
- De havde ikke nok skårlæggersæt med bånd, og det betyder noget hos os. Derfor valgte jeg selv at investere, så jeg kan styre det bedre, fortæller han.
Valget faldt på et SIP Disc HD 1000 butterfly-skårlæggersæt med crimper og bånd fra WekoAgro Machinery, som blev leveret midt i sidste sæson.
- Jeg så den første gang på Landsskuet i Herning, kort derefter fik jeg en demo ude på gården. Jeg blev faktisk ret hurtigt overbevist. Jeg havde regnet med, at det krævede flere hestekræfter, men det fungerer fint med det setup, vi har, siger han.
Maskinen køres i dag med en John Deere 250R med omkring 280 hestekræfter på PTO, og arbejdet foregår med en hastighed på 16-17 kilometer i timen.
Bedre arbejdsgang og kvalitet i græsset
Selvom Huibert først fik maskinen ind ved tredje slæt sidste år, nåede han hurtigt at få en fornemmelse af forskellen i marken.
- Det første, jeg lagde mærke til, var, at græsset ligger anderledes. Det er mere løst og nemmere at arbejde med bagefter. Når vi skal rive det op, behøver vi ikke gå så langt ned med riven, siger han.
Særligt kombinationen af bånd og crimper gør en forskel i praksis.
- Crimperen gør et rigtig godt stykke arbejde. Det hjælper på tørringen, og det er nemmere at håndtere, når det har ligget. Samtidig giver båndet en fleksibilitet, som passer godt til vores marker, siger
Han forventer især, at maskinen vil få stor betydning i første slæt, som er den vigtigste del af sæsonen.
- Første slæt står for omkring 40 procent af udbyttet, så det er her, det virkelig gælder. Jeg glæder mig til at køre med den fra starten i år, siger han.

Driftssikkerhed i både maskine og samarbejde
For Huibert handler det ikke kun om selve maskinen, men om, at det hele fungerer i hverdagen - både teknisk og i samarbejdet omkring den.
- Den er nem at betjene. Den kører på ISOBUS, det er plug and play, og jeg styrer det hele fra skærmen i traktoren. Det fungerer bare, siger han.
Selvom der var behov for enkelte justeringer i starten, blev det hurtigt løst.
- Der skulle laves nogle små tilpasninger, men det var ikke noget problem. Jeg skulle bare ringe, så stod WekoAgro klar til at hjælpe. Jeg kan også ringe om aftenen, og det betyder meget, at vi undgår nedetid.
Huibert har gennem mange år brugt Hoven Smedie til vedligehold og service, og da smedien blev en del af WekoAgro Machinery, var det naturligt at fortsætte samarbejdet.
- Det er stadig den samme gode service. De er tilgængelige og hjælper altid. Det betyder meget, når man står midt i en travl sæson.
Sikkerhed i investeringen
For Huibert handler investeringen i høj grad om at skabe effektivitet, fleksibilitet, men i høj grad også sikkerhed i driften.
- Den største forskel, ved at jeg har fået mit eget skårlæggersæt, er, at jeg selv bestemmer. Jeg er ikke afhængig af andre, og jeg kan tilpasse det efter mine marker, siger han.
Samtidig fremhæver han garantien som en vigtig faktor.
- Det gav mig en rigtig stor tryghed at der er tre års garanti på SIP's produkter. Det siger også noget om kvaliteten, at man tør give den garanti.
Han har heller ikke oplevet problemer med reservedele eller drift siden sættet kom i brug.
- Jeg ved, at nogle kan være lidt skeptiske, fordi SIP er slovensk, men det behøver man ikke være. WekoAgro har reservedele i Danmark, og kan hurtigt levere, hvis der er brug for det. Og så er det min oplevelse at SIP generelt fungerer rigtig godt, og det passer rigtig fint til danske forhold, siger mælkeproducenten.

