Når man taler om havmiljø, taler man oftest kun om kvælstoffets indvirkning på det. Men havmiljøet er mere kompliceret i virkeligheden, hvor det nogle gange er fosfor, der gør den største forskel.
Sådan skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse, hvor afdelingschef Anne Smet Andersen ser nærmere på vekselkursen mellem fosfor og kvæstof.
Hun peger på, at algevækst ikke kun afhænger af, hvor meget kvælstof, der til stede. Også forholdet mellem kvælstof og forsfor har noget at sige.
Samtidig kan nogle alger selv skaffe sig kvælstof, og ved dem kan fosfor i praksis få større betydning for algevæksten, peger hun på.
- Derfor er det fagligt forkert at lade som om, fosfor er en biting. Det fremgår også tydeligt af IFRO-udredningen "Økonomiske analyser af fosfor- og kvælstofreduktioner beregnet med TargetEconN- og TargetEconP-modellerne - Second Opinion, fase III, styrket modelgrundlag" fra 2024, påpeger Anne Smet Andersen.
Rapporten arbejder med det, man kan kalde en vekselkurs mellem fosfor og kvælstof. Det betyder i praksis, at en reduktion i fosfor kan omregnes til en tilsvarende miljøeffekt i kvælstof.
Spørgsmålet er altså: Hvor meget mindre kvælstof skulle der ellers til for at opnå den samme effekt i kystvandet?
- Det er den faglige logik bag P-til-N-ækvivalenterne. Vekselkursen er langt fra ens over hele landet. I bilag 2 til IFRO-rapporten fremgår det, at Nærå Strand har en P-til-N-ækvivalent på 72,2. Det betyder i praksis, at et ton fjernet fosfor giver en miljøeffekt svarende til 72,2 ton kvælstof. I Halkær Bredning er tallet endnu højere: 76,2. Det er ikke småting, siger afdelingschefen.
Det betyder, at selv små reduktioner i fosfor i de mest sårbare oplande kan have samme virkning som meget store reduktioner i kvælstof, påpeger Anne Smet Andersen, og kalder det misvisende at regulere, som om alle ton næringsstof virker ens overalt.
- Netop derfor burde denne vekselkurs indgå i Den Grønne Trepart. Hvis man kun ser på kvælstof, risikerer man at overse de steder, hvor fosfor giver større miljøeffekt pr. indsats. En mere intelligent regulering ville gøre det muligt, at landbruget i de mest fosforfølsomme oplande kunne levere en del af miljøeffekten gennem målrettede fosforvirkemidler i stedet for alene gennem stadig hårdere kvælstofkrav.
Anne Smet Andersen peger på, at det ikke ville være en lempelse, men i stedet en mere præcis måde at nå i mål på.
Men der er flere benspænd. Blandt andet kan reglerne spænde ben.
- Halkær Bredning viser også, hvorfor den nuværende regulering ikke er god nok. Området har en meget høj fosforeffekt, og IFRO-rapporten peger dermed på et stort potentiale. Men fordi der ikke er fastsat et fosforindsatskrav til Halkær Bredning i vandområdeplanerne 2021-2027, tæller potentialet ikke med i den konkrete model. Det er ikke, fordi fosfor er ligegyldigt dér. Det er, fordi reglerne og modellerne ikke er skruet sammen til at fange effekten, siger hun og peger på, at reguleringen på den måde overser steder, hvor en fosforindsats kunne gære en stor forskel.
- Den Grønne Trepart bør derfor ikke låse sig fast i et gammelt ét-stof-syn på vandmiljøet. I de mest belastede og mest følsomme kystvandoplande skal vekselkursen mellem fosfor og kvælstof ind i reguleringen. Ellers risikerer vi både at pålægge landbruget dyrere krav end nødvendigt og at svigte de fjorde og bredninger, der har allermest brug for en intelligent indsats, slår hun fast.
