Abonnementsartikel

Lely Hibiscus har været gennem en test hos Profi – og det gik godt

Teknikken er ikke ny, men vinder mere og mere indpas.

Vi taler om storriver med kun to rotorer og arbejdsbredde fra godt ni meter op til eller lige over 10 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den første af slagsen var en model, som Lely valgte af kalde Hibiscus, og den kom på markedet i 2004.

Og siden er andre firmaer fulgt efter med lignende storriver.

Det tyske blad Profi har testet en Hibiscus, og det efterfølgende er en kort omtale af resultaterne af testen – eller de vurderinger, man gav.

Hver på 4,5 meter

Det lyder voldsomt, og er det også. Altså med to rotorer på hver 4,5 meter, som tilsammen giver en arbejdsbredde på mellem 9,2 og 10,2 meter ifølge Lelys målinger med en skårbredde på 1,5 til 2,5 meter.

Når Profi måler samme forhold, kommer de frem til, at riven klarer mellem 9,1 og 10,3 meter, og efterlader en skårbredde 1,0 til 2,1 meter. Det er, når kurvestyret er indstillet i mellemste position med en moderat mængde i skårene, der rives.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Riven, der har en egenvægt på 4,7 ton, er relativ nem at sætte af og på. Men dens støtteben mangler bredere bundplader, så den står mere sikkert på blødt underlag.

Når den slås op ved transport, er man nødt til at afmontere fire rotorarme for at komme under en højde på fire meter. Og det forhold kritiserer Profi, fordi det ikke er så enkelt og hurtigt. Men der peges samtidig på en række positiv forhold så som den høje kapacitet i marken.

Hydraulisk aflastning

Rotoren har indbygget hydraulisk aflastning, som bruges til at reduceret vægten af rotoren ved rivning i marken. Denne finesse gør også, at jordfølgningen er god, når marken er meget ujævn.

Reguleringen sker ved at hæve eller sænke trykket i traktorens hydrauliske system ud til de enkeltvirkende cylindre, der er forbundet via en akkumulator.

Profi målte, at ved et systemtryk på nul bar skal hjulophænget under rotoren bære1.240 kg og ved 105 bar bæres kun 100 kg. Ved testen blev der kørt med 60 bar, som gav en belastning på 740 kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med det såkaldte ”Octosense hjulophæng ” og 3-D ophængningen af rotorerne opnås en virkelig god evne til at følge terrænet. Det er usædvanligt med de brede rotorer.

Høj kapacitet

Men en rotorhastighed på 450 omdrejninger pr. minut viste Lely Hibiscus gode resultater med lille tab af afgrøde. Det efterladte skår havde med den valgte indstilling af kurvestyr og kørselshastighed desuden en jævn og pæn form.

Og selvom rotorens diameter og arbejdsbredde gør, at der flyttes meget græs over et stort areal, var forureningen af afgrøden minimal. Indflydelse herpå har efter Profis opfattelse de lange og lidt bløde, dobbelt rivefingre, som river rent uden at være aggressive i jordoverfladen.

Ved en stor afgrødemængde og et tørstofindhold på 35 procent blev der kørt med 12-13 kilometer i timen med en 100 hestekræfters stor traktor.

Men Profi konstaterer, at når landskabet er bakket, bør man for at kunne holde en kapacitet på ni til ti hektar i timen have 120 hestekræfter til rådighed fra traktoren for at kunne følge med en snitter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og er der mindre mængder græs, bør hastigheden øges for ikke at blive flaskehalsen foran snitteren. Hastigheder på op til 15 kilometer i timen var heller ikke noget problem med den korrekte indstilling.

Så erfaringen var, at kapaciteten på Hibiscus 1015 er på højde med river, der har fire rotorer. Alene på meget små marker, hvor man skal omstille maskinen fra mark til vej, mister man tid som svarer til cirka 0,5 hektar pr. time.