Der er ejerskifte i Emmelev A/S, som stadig fortsætter med sjette generation ved roret.
For efter at have været ejet virskomheden i fælleskab i siden 2002, er fætrene Morten og Erling Simonsen blevet enige om, at Morten Simonsen skal være enejer.
Ejeroverdragelsen sker, fordi Erling Simonsen i det daglige ikke er aktiv i arbejdet på Emmelev A/S, men arbejder med udvikling af selskabet EH Boliger og dermed etablering og udlejning af seniorboliger i Otterup, skriver virksomheden.
Dette selskab er i vækst i kraft af, at interessen for at leje seniorboliger er stor i byen. Derfor ønsker Erling Simonsen at koncentrere sig om denne opgave.
-Jeg er et andet sted i livet og ville gerne have en afklaring i forhold til Emmelev A/S. Jeg er glad for, at mit ønske om en ejeroverdragelsen er blevet godt modtaget, og at det sker i god ro og orden. Jeg ønsker Morten al mulig held og lykke med det fortsatte arbejde med Emmelev A/S, siger Erling Simonsen.
De to fætre er begge sjette generation i familievirksomheden, som er en bæredygtig producent af energi, kvægfoder, glycerin og lecitin med udgangspunkt i raps fra landbruget.





