Et strakspåbud om "at sikre, at faren for udsættelse for gyllegasser er effektivt forebygget i forbindelse med inspektion/reparation i gylletrailer, således at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt."
Sådan skriver Arbejdstilsynet om den tragiske ulykke, hvor en 51 årig mand mistede livet i en gylletrailer den 18. marts. Derfor har arbejdstilsynet givet mandens arbejdsplads, Martin Børsting Maskinstation, påbud om at forbedre sikkerheden omkring arbejdet med gyllegasser.
Det skriver TV Midtvest på baggrund af en aktindsigt ved Arbejdstilsynet.
Til mediet siger medindehaver Martin Børsting, at der allerede er en handlingsplan for arbejde omkring gylle, men at den nu kommer på skrift, da maskinstationen vil efterkomme påbuddet.
Lammer lugtesansen
Gyllegas, eller svovlbrinte, lammer lugtesansen, når den er tilstede i store mængder, og derfor opdager man ikke, at den er til stede i høje koncentrationer, før man besvimer.
Derfor anbefales det fra flere steder, at man bærer en svovlbrintemåler, når man arbejder med eller i nærheden af gylle.
Ved ulykken var manden kravlet ned i gylletraileren for at hente en svømmer, der måler standen i traileren.
En kollega havde i følge mediet advaret om, at man ikke måtte gå ned i traileren uden åndedrætsværn og luftforsyning.






