Danish Crowns fødevareproduktion på fabrikken i Aalborg skal lukkes og flyttes ud til andre af koncernens fabrikker.

Det meddeler slagteriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skyldes at slagteriet vurderer, at fremtidens produktion af frikadeller og lignende retter bedst kan løses på andre fabrikker med bedre udviklingsmuligheder.

- Vi står foran en stor investering i et nyt produktionsapparat til vores færdigstegte frikadeller, og i den forbindelse har vi skulle tage stilling til, hvor produktionen fremover skal placeres. Hidtil har den været i Aalborg midtby, men samlet set giver det mest mening at rykke produktionen ud af byen, hvor der er den fornødne plads og de udviklingsmuligheder, vi har brug for, siger Karolina Henriksen, Executive vice president for Danish Crown Foods.

Danish Crown lukker kinesisk fabrik
Se også:

Danish Crown lukker kinesisk fabrik

Danish Crown har et mål om at producere mere convenience-mad i fremtiden, og det kræver blandt andet investeringer i maskiner til frikadelleproduktion, hvor fabrikken i Vejle er blevet vurderet som det bedste sted til den investering.

Som konsekvens af den beslutning indstiller Danish Crown, at den samlede produktion gradvist flyttes fra fabrikken i Aalborg midtby, og fabrikken forventes at lukke i løbet af 2028, og grunden sættes til salg.

Planen vil nu blive drøftet i samarbejdsudvalget for at sikre høring af medarbejderne, inden den endelige beslutning træffes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilbydes andet job

Der er ansat 140 medarbejdere på fabrikken i Aalborg midtby, hvoraf de fleste forventes at få tilbud om en stilling på en anden af Danish Crowns fabrikker. Planerne blev meldt ud på fabrikken torsdag morgen.

- Det bliver en løbende proces frem til 2028, og det berør selvfølgelig alle de dygtige medarbejdere, som vi i dag har ansat på fabrikken. Heldigvis forventer vi at kunne tilbyde ansættelse til de fleste af medarbejderne andre steder i Danish Crown. Eksempelvis har vi, mindre end 10 kilometer fra fabrikken i Aalborg, vores pølsefabrik i Svenstrup, hvor vi løbende vil få brug for arbejdskraft, siger Karolina Henriksen.

Da Danish Crown vendte skuden
Se også:

Da Danish Crown vendte skuden

Fabrikken i Aalborg har ligget på Østerbro i tæt på 60 år. Den har været en kendt institution midt i byen, hvor den i dag er omgivet af Karolinelund, Østre Anlæg og tæt beboelse. Derfor indbyder fabrikken heller ikke til de store udviklingsmuligheder for slagteriet.

- Fabrikken i Aalborg har lange traditioner, men i takt med byens udvikling er placeringen helt centralt i byen ikke optimal. Det kan være tungt at omstille fabrikken, når der er mange hensyn at tage til naboer, byliv og de to nærliggende parker. Det har selvfølgelig også spillet ind i vores overvejelser, når vi skal lave en større millioninvestering i nyt produktionsapparat, siger Karolina Henriksen.