Sidste år kunne Kramp fejre 10-års jubilæum som sponsor af Danmarks Bedste Lærling konkurrencen, og det initiativ fortsætter de med i 2026.
- Dygtige lærlinge er nøglen til fremtiden i vores branche. Derfor er det vigtigt for os at anerkende de unge talenter og støtte deres udvikling. DM i Skills er en fantastisk platform til at vise, hvad fagene virkelig kan, og hvor højt niveauet blandt lærlingene er, lyder det fra Peter Søgaard, salgsdirektør hos Kramp i en pressemeddelelse.
Ifølge Dansk Maskinhandlerforening spiller virksomhedernes opbakning en central rolle i at sikre rekrutteringen til branchen.
- Vi oplever, at ungdomsårgangene bliver mindre. Samtidig er der færre unge med baggrund i landdistrikterne, hvilket betyder, at færre har kendskab til vores branche og arbejdet med service og reparation af store maskiner - både inden for landbrugs- og entreprenørsektoren, siger konsulent hos Dansk Maskinhandlerforening Per Hedetoft.
- Derfor er det afgørende for os som brancheforening at have en stærk opbakning. Det gælder både fra vores medlemmer og fra vores faste sponsor, Kramp, der støtter afholdelsen af konkurrencerne. Konkurrencerne fungerer som et vigtigt udstillingsvindue, hvor vi kan vise, hvad vores branche rummer, og hvor høj kvaliteten er i uddannelserne, tilføjer han.
Finale i Hjørring
Ved DM i Skills i Hjørring skal fire finalister konkurrere om titlen som Danmarks bedste entreprenørmaskinmekanikerlærling. Kramp deltager som både værktøjs- og præmiesponsor og bidrager dermed til de rammer, der gør konkurrencen mulig.
Entreprenørmaskinmekanikerfaget er centralt for både bygge- og anlægsbranchen, hvor dygtige fagfolk sikrer drift, sikkerhed og effektivitet på maskinerne. Kramp ser det som en vigtig del af deres engagement at støtte lærlinge på vejen mod en karriere i faget.
- Vi arbejder tæt sammen med entreprenørbranchen i hverdagen, og derfor er det naturligt for os at engagere os i de uddannelser, der skal sikre fremtidens fagfolk. Ved at støtte DM i Skills håber vi også at inspirere flere unge til at vælge en teknisk karrierevej, siger Peter Søgaard og tilføjer:
- Selvom vi de seneste par år har set en stigning i antallet af elever inden for landbrugs- og maskinuddannelser, er sponsorater som Danmarks Bedste Lærling stadig utroligt vigtige. Vi skal fortsætte med at støtte fremtidens hænder, ellers risikerer vi at miste dem igen.
Ud over DM i Skills er Kramp også sponsor ved Agromek i Herning den 24.-27. november 2026, hvor årets Landbrugsmaskinmekanikerlærling skal kåres blandt fire finalister.





