Valgkampens debat om drikkevandet foregik i et miskmask af begrebsforvirringer om pesticider, grundvandvandsspejle og kvælstof, og lysten til at forstå de reelle årsagssammenhænge blev tilsidesat for grov forenkling, decideret misinformation og et fordrejet narrativ som hele landbrugserhvervet skulle proppes ned i.
Det skriver tidligere folketingsmedlem for de konservative, Per Larsen, i et opslag på Facebook, der også har været bragt som kronik i Jyllands-Posten
Per Larsen er uddannet agrarøkonom og er medlem af regionsrådet i Nordjylland. Han konstaterer i sit opslag, at Danmark har noget af verdens bedste drikkevand, og at vandværker, forskere og fagfolk undervejs i valgkampen forgæves gjorde opmærksom på, at der ikke var grund til bekymring.
Per Larsen mener, at særligt de store public service-mediers rolle i drikkevandsdebatten er kritisabel.
- Det er i særdeleshed forstemmende, når vores store public-service organer ikke er deres opgave voksen.... Journalistisk sjusk for fuld fart, skriver han blandt andet.
Han retter også en kras kritik mod den socialdemokratiske miljøminister Magnus Heunicke for at udsende en ikke færdigarbejdet grundvandsanalyse, fordi den kom til at fungere som en ramme for debatten.
- Analysen pegede på store problemer og foreslog vidtgående forbud, men blev udsendt uden fælles afsenderskab i regeringen. De faglige uenigheder blandt embedsmændene i ministerierne forsvandt hurtigt i overskrifterne, konstaterer Per Larsen.
Han mener, at det er politisk uhæderligt at foregive at man står i en krise, bare for at give den som redningsmand.
Per Larsen oplevede ifølge sit opslag også, at det var svært at tale landbrugets sag i sit eget parti. Ikke fordi argumenterne manglede, men fordi dagsordenen allerede var defineret, og afvigelser fra den blev opfattet som politisk bøvlede.
Han glæder sig over, at flere politikere efter valget har erkendt valgkampen ikke kunne rumme drikkevandsdebattens kompleksitet. Han beklager dog, at disse redelige erkendelser kommer for sent.
- For når nuancerne først får plads, efter stemmerne er talt op, er valgets tale skrevet på forhånd, mener han.





